Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ingen kan være i tvivl: Det er Danmarks dummeste skat

Ejendomsbeskatningen er uretfærdig og uigennemskuelig. Den skal laves om.

Jesper HousgaardOrganisatorisk næstformand, Kristendemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ejendomsbeskatningen er en vigtig indtægtskilde for både staten og kommunerne. I 2022 var ejendomsbeskatningen ansvarlig for ca. 50 mia. kr. af statens og kommunernes indtægter.

Og vi har i Danmark levet med denne boligskat i mange år – velsagtens ud fra den betragtning, at et eller andet sted skal finansieringen af vort velfærdssamfund komme fra.

Men sagen er bare, at ejendomsskatten er Danmarks dummeste skat! Den er uretfærdig, uigennemskuelig, og den undergraver skattemoralen. Enhver form for skat er et alvorligt indgreb i folks økonomi og skal derfor umiddelbart give mening i den brede befolkning. Den skal opleves retfærdig og systemmæssigt være funktionel, transparent og bidrage til den sociale balance. Men ejendomsskatten, som vi kender den, kan ikke motiveres med, at de brede skuldre skal bære de største byrder.

Ejeren af en bolig har jo ikke noget løbende afkast af sin investering, som i så fald ville blive beskattet. Boligejeren har i forhold til gevinst eller løbende indtjening ingen fordele fremfor bolig-lejeren, mens ejeren bor i boligen. Først når ejendommen sælges, kan ejeren være heldig at hente en gevinst.

Men uvist af hvilken grund bliver denne gevinst ikke beskattet, hvilket ellers ville være helt rimelig. Her ligger en oplagt mulighed for at fjerne en beskatning, som borgerne ikke har tillid til, og som ikke er fair og meningsfuld, og erstatte den med en direkte beskatning af gevinsten, når ejeren sælger boligen. Det vil give mening og i den almene opinion lægge sig på linje med beskatningen af gevinster ved obligations- og aktieinvesteringer.

Ejendomsskatten, som vi kender den i Danmark, er en udtjent socialistisk tankegang, der går ud på, at enhver form for ejendom/ejerskab skal brandbeskattes.

Overvismand Michael Svarrer har for nylig i anden sammenhæng udtalt, at »hvis man vil beskatte noget, skal man være sikker på, at det grundlag, man beskatter på, er der. Så man ikke beskatter noget, der ikke eksisterer«. Med de vurderings-vildskud på ejendoms-området, som Vurderingsstyrelsen aktuelt disker op, så står det os alle klart, at grundlaget, der ejendomsbeskattes på, er særdeles vakkelvornt.

Pensionister, der gennem livet har betalt deres bolig med beskattede midler, kan med de nye, misvisende ejendomsvurderinger se frem til en endnu voldsommere beskatning af deres bolig. Det ødelægger både deres økonomi og deres tillid til myndighederne.

Vi må derfor i gang med at udfase ejendomsbeskatningen ved over en årrække løbende at sænke beskatningsprocenten for så at gå over til, at staten direkte beskatter gevinsten ved boligsalg. Mon så ikke også staten kunne finde ud af at kompensere kommunerne for kommunens udgift til vedligeholdelse af gader, kloakering, renovation, m.v. I Sverige er det snart 20 år siden, at man indførte denne model. Og det fungerer uproblematisk.