Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Trumpismen er kommet til Europa. Det kræver sammenhold som aldrig før

Vi skal tage det alvorligt, når vi lige nu ser, at den yderste højrefløj vinder indpas i Europa. For kræfterne er ikke kun skabt af Trump-lignende figurer, men er skabt af millioner af europæiske stemmer i stemmeboksene.

Tobias MarneyKandidat til Europa-Parlamentet, (M), Frederiksberg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det hollandske valg i november kan have enorme konsekvenser for vores fremtid. For den europæiske Trump, Geert Wilders, er suset ind i det hollandske parlament som leder af det nu største parti. Europa står i en skæbnesvanger tid, hvor vi skal finde fælles løsninger på Ruslands krig mod Ukraine, klimaforandringerne, en kæmpe migrationskrise og meget andet. Den verden, som vi unge skal leve i, afgøres af, om vi formår at holde sammen i Europa.

Det er ikke mange år siden, at figurer som Wilders var nogle, vi grinte ad. Typer, der fik mere indflydelse i satiren end i parlamenterne, og som stod alene og langt ude på fløjen med deres ekstreme holdninger om lukkede grænser, minimale EU-beslutningskraft, og at klimaforandringer ikke findes.

Nu er det vendt. Nationalkonservative kræfter vinder indpas i flere store europæiske lande med magtfulde bevægelser som AfD i Tyskland og Frihedspartiet i Finland. Selv et EU-grundlæggerland som Italien har nu en nationalistisk regering med Georgia Meloni i spidsen.

I denne sammenhæng er det vigtigt, at vi i Europa husker vores historie. Som barn var jeg meget optaget af historie, og jeg har altid været meget bevidst om, at de ting, man læser om i historien – folk, som ligger i skyttegrav eller stormer strandene i Normandiet – jo ikke bare er fortællinger i en bog. Det er rigtige mennesker, som har oplevet de mest forfærdelige ting.

Heldigvis kunne jeg også minde mig selv om, at i dag er anderledes. For mig har det altid været en kendsgerning, at vi i Europa er tæt forbundet. Jeg er opvokset med dansk-britiske forældre og har altid rejst på tværs af grænser, når jeg skulle besøge min familie.

Men nu har vi igen et splittet Europa. Ikke et Europa i kamp med sig selv, men i kamp med store kræfter i verden. Ruslands invasion af Ukraine, klimakrisen, migration, techgiganter og diktaturstaters stigende indflydelse på verden.

Vi griner ikke længere ad de højrenationale kræfter. For vi har set, hvor destruktive de kan være. Med brexit i Storbritannien er britisk bnp 850 mia. kr. lavere, end det ellers ville være. Valget af Trump kulminerede i et storløb mod Kongressen, da man ikke ville afgive magten.

Vi skal tage det alvorligt, når vi lige nu ser, at den yderste højrefløj vinder indpas i Europa. For kræfterne er ikke kun skabt af Trump-lignende figurer, men er skabt af millioner af europæiske stemmer i stemmeboksene.

Men vi skal også prøve at forstå det. Vi bør reflektere over, hvorfor så mange europæere stemmer, som de gør. Kriserne har konfronteret Europa de seneste år med coronakrise, klimakrise, migrationskrise, energi- og sikkerhedskrise. De nationalistiske stemmer lykkedes med at overbevise mange europæere om, at løsningen er at isolere sig selv mere. De har vundet med historien om, at trygheden findes i den lille nationalstat og ikke i det store Europa.

Men vil vi skabe et bedre og mere trygt Europa, så må vi også gøre det i fællesskab. For kriserne kan kun løses i fællesskab. Ukraines kamp mod Rusland skal støttes af en europæisk union, for så bliver indsatsen samlet, koordineret og helhedsorienteret. Den globale indsats mod klimaforandringer bør løftes gennem EU. For EU er verdens tredjestørste udleder og har meget mere vægt end de europæiske lande for sig.

Den voksende nationalistiske magt kan have enorme konsekvenser, som vi unge i høj grad kommer til at mærke, hvis ikke det vender. Der bliver et EU, der lukker sig om sig selv og ikke er i stand til at levere de løsninger, som vi så desperat har brug for.

Og det bliver et EU uden indflydelse på den globale scene og uden fælles løsninger for sikkerhed, migration og grøn omstilling. Derfor må vi sige fra over for de højrenationale kræfter.

Artiklens emner
AfD