De ved fortvivlende lidt om sundhed: Regionerne har lavet et kæmpe selvmål

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regionerne har i Jyllands-Posten vist, hvor lidt forståelse de har for, hvordan sygdom og sundhed fungerer i Danmark.

Sygdom og sundhed styrer os, ikke omvendt. Vi kan hoppe med på vognen, behandle, forebygge alt det, vi vil, men i den sidste ende har sygdom og sundhed sit eget væsen og liv.

Under covid-pandemien så man klart, at de lande, der havde en velfungerende sundhedsstruktur, bedre kunne håndtere de udfordringer, der kom.

Vi har i Danmark stadig et af verdens bedste systemer – hvis ikke det bedste – med gatekeeper-funktionen via det primære sundhedsvæsen.

Jeg har lige deltaget i Wonca 2023 arrangeret af verdensorganisationen for praktiserende læger, hvor man så i forhold til bare for 10 år siden, at verdens lande mere og mere er ved at dreje mod gatekeeper-funktionen, da det er tydeligt, at det er det, der virker.

Vi har brug for denne funktion, hvis vi skal håndtere nogle af de udfordringer, der kommer fremover.

Som eksempel vil ikke-professionel brug af antibiotika på verdensplan være med til udvikling af multiresistente bakterier og slå lige så mange ihjel, som der vil dø af kræftsygdomme tilsammen i år 2050. Vi må stadig betragte os som relativt grønne endnu i Danmark, hvor vi har holdt en restriktiv antibiotika-politik i mange år.

Men ønsker man at centralisere og styre med statsansættelse, vil det på ingen måde fungere. At det drives i privat regi, gør, at man giver den en ekstra skalle for at få det til at holde sammen.

Vi som praktiserende læger kærer os om vores patienter og vores klinikker. Vi kender for det meste vores patienter godt.

Jeg har arbejdet i både Norge og Sverige, hvor man i Sverige for mange år siden har nationaliseret størstedelen af det svenske sundhedsvæsen – vårdcentralerne – hvor man arbejder som ansat uden den nære relation til sine patienter gennem årene og derfor heller ikke føler noget medansvar.

Almen praksis fungerer godt i dag i Danmark takket være flittige, interesserede og ærekære sundhedspersoner. Men det er rigtig, der er brug for en reevaluering af det danske sundhedsvæsen, men ikke en total omstrukturering med centralt visitationsnummer 1813 m.m., som regionerne foreslår.

Og man kan ikke planlægge det danske sundhedsvæsen fire år frem, men minimum for 10 år.

For mange år siden nedlagde man de nære sygehuse. Det var en fejl, og nu viser det sig, at der er brug for dem igen. Allerede nu har kommunerne måttet oprette aflastningspladser, der bliver mere og specialiserede. Om man vil betragte dem som nærsygehuse, må være op til diskussion, men pointen er også her, at sygdom og sundhed styrer, ikke politikerne.

Hvis man ønsker almen praksis som en central aktør i det danske sundhedsvæsen, er det på tide, at man oppe i systemet lytter og lærer. Det er ikke sket de seneste 10 år.