Regionernes kritik af almen praksis er uberettiget
Der er ingen som helst grund til at svinge pisken over de praktiserende læger, som regionerne gør med deres nye udspil.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har et kæmpe problem i Danmark. Rigtig mange danskere har ikke nem adgang til egen læge. Det er jo en form for postnummerbingo, hvor din bopæl i høj grad har betydning for, hvor god og nem adgang du har til egen læge. Det kan vi ikke være bekendt.
Nu har Danske Regioner så lanceret et udspil om, hvordan de mener, man bør reformere ”familielæge”-området. Efter at have gennemgået deres udspil og dybdegående reflekteret over de mange aspekter er der flere afgørende punkter, der kræver en nærmere overvejelse.
Det er ærgerligt, at forslaget bærer præg af en kæmpemæssig pisk af de almen praktiserende læger. Særligt når det har været regionernes ansvar at sikre, at også den del fungerede. Indtil videre har de ikke kunnet knække den kode, og nu er deres løsning så, at de gerne vil løfte endnu mere. Det giver da ingen mening. Og jeg tror bestemt ikke, at det vil skabe bedre betingelser for danskerne, hvis vi centraliserer det hele med én national telefonlinje som erstatning for de praktiserende læger, som er styret af regionerne. Det må jeg ærligt sige.
At regionerne primært har haft fokus på at udvikle hospitalerne og derfor har glemt udviklingen af det nære sundhedsvæsen, som har resulteret i en mangel på praktiserende speciallæger, som desuden er ulige fordelt i landet, mener jeg ikke skal komme praksislægeområdet til last.
Det bekymrer mig, at der i udspillet bliver rettet en overvældende mængde kritik mod almen praksis, hvor fokus synes at ligge mere på at påpege fejl end at anerkende de mange stærke sider. Jeg har både rejst rundt i flere lande og arbejdet inden for almen praksis herhjemme, og jeg mener faktisk, at vi generelt set håndterer det at have en ”egen læge” rigtig godt i Danmark.
Men selvfølgelig er der udfordringer. En af dem er, at det kan være for svært for patienterne at få fat i lægeklinikken uden for almindelig telefontid. Det bør man selvfølgelig kunne forvente kan lade sig gøre i 2023. Det er ikke rimeligt, at man med et sygt barn skal vente til efter kl. 16 for så at kunne ringe til lægevagten, fordi klokken er blevet efter 12, hvor lægens telefontid er lukket.
Et andet fokuspunkt i udspillet er datadeling mellem almen praksis og hospitaler. Dette er kritisk for at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen.
Men helt ærligt, så bør de udfordringer ikke føre til, at man ændrer hele modellen for almen praksisområdet. Det bør kunne løses inden for det nuværende system, og det mener jeg, at regioner og de almen praktiserende læger har en ”skal”-opgave med.
En anden ting, der også særligt bekymrer mig, er, at det i udspillet lyder, som om regionerne vil ændre patienternes frie lægevalg. Den personlige kemi mellem patient og praktiserende læge spiller en afgørende rolle for rettidig behandling, og at begrænse dette frie valg vil kunne forværre uligheden i sundhed. Især når det kommer til kvinders sundhed. For vi ved desværre, at de oftere skal have langt flere lægekontakter, før deres symptomer bliver taget seriøst.
At tage højde for disse bekymringer og finde løsninger, der imødekommer dem, mener jeg er afgørende for at styrke almen praksis i Danmark. Vi bør skabe strukturer, der sikrer løbende opdatering af viden, fastholde det gode ved det frie lægevalg og fremme en mere sammenhængende sundhedsstruktur for at sikre bedre og mere lige adgang til sundhedsydelser i hele landet.
Vi bliver nødt til at forandre for at forbedre, men det er desværre lettere sagt end gjort. Og derfor er det godt, at så mange sundhedsaktører nu melder sig på banen med forslag, så vi kan få debatten i gang. Jeg ser frem til Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger til foråret.