Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kan du huske al-Roj, Mette Frederiksen?

Det er uklædeligt, at situationen i al-Roj-lejren tilsyneladende er gået i glemmebogen.

Jørn NerupOverlæge, dr.med., Hørsholm
Knud VilbyForfatter og journalist, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Verden over følger mennesker gidseldramaet i Palæstina. Gidslerne i Gaza skal befries. Det er et dybtfølt ønske for alle mennesker og en prioritet for regeringer med mulighed for at påvirke udviklingen. Enhver regering vil gøre alt, hvad der er muligt, for at bringe egne statsborgere i sikkerhed.

Men i det nordøstlige Syrien i al-Roj-fangelejren sidder danske ”Jonas” og hans mor. Det har de gjort i årevis. Han er så syg, at hans liv er truet. De kurdiske myndigheder vil gerne lade ham og hans mor rejse hjem. Men statsminister Mette Frederiksen og den danske regering vil ikke befri dem. Det er absurd, uforståeligt, dumstædigt og i modstrid med rådgivning fra sundhedsmyndigheder og efterretningstjenester.

En lille sag i det store billede. Men en sag præget af kynisme og umenneskelighed. Der sidder titusindvis af fanger i teltlejre i det nordøstlige Syrien. Fangelejrene er helt dominerede af kvinder og børn, der lever under forfærdelige forhold.

Mange er unge kvinder fra vesteuropæiske lande, som pga. svært forståelige sympatier og romantiske forestillinger tilsluttede sig de islamiske oprørere. Nogle medbragte børn, da de rejste dertil, andre fik børn med islamiske krigere. Nogle var danske statsborgere, da de tog afsted. Men ved en beslutning taget alene af en dansk justitsminister fik mødrene frataget deres statsborgerskab og blev henvist til at forblive i fangenskab. Beslutningen var rent administrativ. Ingen domstol var involveret. Formentlig var beslutningen i strid med internationale konventioner, Danmark har tilsluttet sig.

Tilskyndet af de kurdiske myndigheder, der presses voldsomt økonomisk, politisk og administrativt, har flere udenlandske regeringer hjemtaget børn og mødre fra lejrene. Gode kræfter har arbejdet hårdt på at få den danske regering til at gøre det samme. Fire kvinder og 18 børn er kommet til Danmark. Tre af mødrene er blevet retsforfulgt og idømt fire års fængsel ved danske domstole, og én er varetægtsfængslet. Familie og myndigheder tager sig af deres børn, som trives og har det godt.

En enkelt kvinde har foreløbig afslået tilbuddet om at komme tilbage til Danmark med sine børn på grund af udsigten til en dom på fire års fængsel og adskillelse fra børnene under afsoningen. Svært at forstå og tragisk for børnene. Et barn, ”Jonas”, er det eneste danske barn, der ikke har fået tilbudt at komme hjem sammen med sin mor.

De kurdiske myndigheder, som administrerer lejrene, melder, at forholdene i området er ekstremt ustabile, og appellerer om, at alle lande hjemtager deres borgere. Men det rører ikke den danske statsminister. Heller ikke, selv om en række vurderinger fra danske myndigheder har fastslået, at risikoen for fangernes radikalisering øges, jo længere de tvinges til at opholde sig i lejrene, som er tikkende bomber.

Bedsteforældre for Asyl har politianmeldt statsministeren og den tidligere vicestatsminister for overtrædelse af straffelovens § 250 og § 253. De har både pligt til og mulighed for at hjælpe danske borgere, der er truet på deres liv og fremtid, men de afviser at gøre det og pådrager sig dermed et ansvar. Sker der danskerne i fangelejrene noget forfærdeligt, vil dette svigt sikkert martre ministrene resten af deres dage. For det er i statsministerens magt at hente dem hjem.

Gidseldramaet i Gaza understreger, at enhver regering har moralsk og juridisk pligt til at hjælpe nødstedte borgere. Og pligt til at modvirke fremtidig terrorisme.

Verden er stadigt mere brutal og skræmmende. Derfor er det vigtigt, at magthaverne viser barmhjertighed og respekt for den enkelte. Statsministeren er et dårligt eksempel.