Vi hørte godt nok ikke meget til jer – dengang

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bertel Haarder skriver 10/12 her i avisen om, hvordan han i egen mægtige person fik forandret dansk udlændingepolitik og »fik både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at stemme for«(!).

I disse år er der kamp om at tage æren for forandringerne af udlændingepolitikken efter folketingsvalget i 2001. Mattias Tesfaye udgav for seks år siden bogen ”Velkommen Mustafa”, der fremstillede det, som om Socialdemokratiets bagland i form af Vestegns-borgmestre og socialdemokratiske partimedlemmer på bageste rækker i virkeligheden var den avantgarde, der gennemtvang forandringerne i udlændingepolitikken.

Nu er Bertel Haarder ude i samme ærinde og fremstiller det, som om det var Venstre par excellence, der stod bag opgøret med udlændingepolitikken. Det er pudsigt, for der var godt nok ikke mange fra Venstre eller Socialdemokratiet, der stod i forreste linje, da vi i Dansk Folkeparti fra midten af 1990’erne forsøgte at problematisere indvandringen. Jeg husker mange skolemøder og gadekampagner, hvor Dansk Folkeparti og vores krav om stramninger af udlændingepolitikken blev mødt med beskyldninger om fremmedhad.

Mit eget første vælgermøde i forbindelse med folketingsvalget i 1998 var på Viby Gymnasium, hvor Svend Auken, efter at jeg som purung kandidat havde holdt mit indlæg, rejste sig og brølede: »Det, vi har hørt fra Dansk Folkepartis kandidat, er rendyrket racisme«. Så blev der klappet og jublet ivrigt i den propfyldte sal, og Auken kunne sole sig i gymnasieelevernes hyldest. Jeg husker ikke, at Venstres kandidat eller nogen anden for den sags skyld tog Dansk Folkeparti i forsvar. Tværtimod.

Det var også dengang, hvor både Uffe Ellemann-Jensen og Hans Engell som daværende ledere af Venstre og De Konservative pure afviste, at Dansk Folkeparti kunne udgøre det »solide grundlag« under en fremtidig borgerlig regering. Det var dengang, Pia Kjærsgaard måtte søge tilflugt i en bankfilial, da venstreorienterede unge opdagede, at hun havde været på besøg på Nørrebro. Og det var dengang, hvor jeg som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom måtte lade mine medlemmer fragte 200 meter i bus under politibeskyttelse fra Dronning Margrethe Hallen til Hotel Kronprinds Frederik i Fredericia for at undgå, at de blev overfaldet af vrede demonstranter!

Det ubestridelige faktum er, at det var Dansk Folkeparti og os, der var aktive for partiet dengang, der tog alle tæskene, alle skældsordene og alle truslerne. Vi forandrede udlændingepolitikken. Og det var langtfra populært dengang. Heller ikke i Venstre og Socialdemokratiet.

Nu, hvor erkendelsen er, at opgøret med udlændingepolitikken i 2001 var rigtigt og nødvendigt, står Venstre og Socialdemokratiet i kø for at revidere historieskrivningen og tage æren for, at Danmark ikke endte som Sverige.

Venstres vilje til at lytte til Dansk Folkeparti var imidlertid taktisk og foranlediget af, at kloge apparatjikker lugtede, hvad der skete i folkedybet. De socialdemokratiske vestegnsborgmestres ønske om forandringer i udlændingepolitikken handlede for en stor dels vedkommende om en anderledes geografisk fordeling af flygtninge og indvandrere snarere end et opgør med den åbne dørs politik – og i dag er de tilbageværende socialdemokratiske vestegnsborgmestre fuldstændig afhængige af indvandrerstemmer og udgør Socialdemokratiets yderste venstre falanks på udlændingeområdet. I Brøndby Kommune er den socialdemokratiske kulturudvalgsformand endog en pakistansk imam.

Socialdemokratiet og Venstre er partier, hvis politik er bygget på taktik og strategi. Ikke på det historiske ansvar for Danmark og danskerne. At man nu forsøger at tage ære og ansvar for opgøret med udlændingepolitikken, er udtryk for en efterrationalisering. Uden Dansk Folkeparti var der ikke sket et udlændingepolitisk systemskifte i 2001.