Hvorfor vil regeringen ikke længere fremme økologi?
Danmark er verdens bæredygtige laboratorium, når det kommer til en grøn omstilling af landbruget. Så hvorfor dropper man så eksportstøtte?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I foråret nedsatte regeringen under Forum for Fødevareklyngens Eksport en taskforce, der fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan vi fra dansk side kan øge eksporten af økologiske fødevarer og dermed også sikre en solid efterspørgsel af økologi fra hele verden.
Dengang skrev regeringen, at »regeringen ønsker derfor at bringe Danmarks position inden for fødevareproduktion endnu mere i spil til gavn for den danske fødevareklynge, dansk eksport og beskæftigelse og inden for den globale grønne omstilling«, og »det er derfor afgørende, at vi styrker vores position og udbygger vores eksportmuligheder,« og slutteligt: »Det er regeringens ambition, at den danske fødevareklynge også fremadrettet skal udgøre en stærk eksportsektor.«
Det skaber derfor meget stor undren for os alle i taskforcen, at regeringen nu har vedtaget en finanslov for 2024, hvor man sparer eksportfremme væk. Særligt bliver fremme af økologiske fødevarer ramt af besparelser allerede ved årets udgang.
Det er – som regeringen også sidste år skrev – helt afgørende, at vi går den modsatte vej. Vi skal sikre en global efterspørgsel på økologi, sådan at vi i Danmark kan fortsætte med at udvikle den økologiske produktion og dermed sikre fødevarer af høj kvalitet, der er godt for både dyrevelfærd og bæredygtighed.
Danmark har en afgørende rolle at spille som verdens bæredygtige laboratorium, når det kommer til en grøn omstilling af landbruget. Det gør vi i tæt samarbejde mellem landbrug, forbrugere og myndigheder. Vi har i Danmark et landbrugserhverv, som allerede forsker og udvikler sig i en grønnere retning. For at understøtte det skal vi sikre en massiv og vedvarende efterspørgsel af vores fødevarer.
Det kan vi især på det globale marked, hvor middelklassen heldigvis vokser, flere kommer ud af fattigdom, og millioner af mennesker efterspørger god mad, sundhed og velfærd, som vi kender fra de danske køkkener. Vi ser det naturligvis som entydigt godt, at flere mennesker lever længere, og ser det også som vores opgave, at vi fra dansk side kan vise vejen til en bæredygtig fødevareproduktion.
Imageanalyser foretaget af Food Nation viser desuden, at økologi er en parameter, som udlandet forbinder med Danmark og bidrager til at brande Danmark som fødevarenation.
Alt dette var vi overbeviste om, at regeringen var enig med os i. Særligt da regeringen selv efterspurgte anbefalinger til at fremme netop eksport af økologi til resten af verden. Som sektor for fødevarer står vi altid klar til at bidrage med viden og indsigt, når regeringen har brug for det.
Vi står meget undrende tilbage nu, når vi kun et halvt år senere oplever, at den fælles vej at gå bliver bremset af selvsamme regerings finanslov. For nuværende er eksport af økologiske fødevarer noget, som regeringen arbejder for i ord, men vi har brug for, at det også bliver finansieret i 2024 og årene frem.