Vi fik ikke den debat, vi har brug for: Finanslovens velfærdsbesparelser afspejler et demokratisk problem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Finanslov 2024’s dimensionering af vores velfærd er ikke, som den plejer at være. Den er langt mere dramatisk, og det har både røde og blå toppolitikere i kommuner og regioner påpeget sammen med en række uafhængige økonomer og faglige organisationer, der har forsøgt at råbe op – men for døve ører.

Hvad nu, hvis store dele af befolkningen – både røde og blå vælgere – også synes, det er forkert at underfinansiere vores velfærd? I stedet har vi nu et bredt flertal, der cementerer beslutningen og gør den juridisk legitim. Men har regeringen og Folketinget befolkningens samtykke? Det tvivler jeg på, og det er et demokratisk problem.

Finansministeren sagde under pressemødet, at regeringen investerer massivt i vores velfærd. Uafhængige økonomer, kommunerne og regionerne fortæller samstemmende, at der mangler milliarder i både kommuner og regioner. En lidt grov gennemsnitsvurdering på baggrund af eksperters udtalelser i pressen lander på omkring 4-6 mia. kr. i kommunerne og 2-3 mia. kr. i regionerne.

Regeringen og den meget brede forligskreds fra det yderste højre til langt ud på den venstre fløj solede sig under finanslovsfremlæggelsen i velkomne og nødvendige plastre på det blødende velfærdssår. F.eks. 100 mio. kr. til udsatte ældre i 98 kommuner, altså halvanden eller to sosu’er ekstra hver. Og der er 50 mio. kr. til en tidlig og forebyggende indsats, altså en rund halv million pr. kommune. Trods plastre mangler der stadig adskillige milliarder i kommuner og regioner.

Få hundrede meter fra Slotsholmen ligger vores mest udsatte borgere alene i deres senge, på bosteder, herberger eller på fortovene. Bo- og opholdssteder er overbelastede, medarbejderne har svært ved at nå at give borgerne det, de har krav på, og sygestatistikken sætter rekord. Med Københavns Kommunes socialbudget for 2024 bliver det endnu værre, som vi påpegede i vores opråb i A4 den 8. november sammen med Foa, DS, Djøf, LFS, SL, Bupl og en række andre fagforeninger.

Det er en grum virkelighed, som de fleste borgere ikke nødvendigvis ser. Danmark er blevet mere ulige – ikke mindst i bunden blandt vores hjemløse og handikappede. Det er den virkelighed, som KL’s formand, Martin Damm, påpegede i nichemediet Socialmonitor den 9. november. Kommunerne kan ikke følge med udgifterne på det specialiserede socialområde, og han sagde lige ud, at regeringen bør stoppe med at spille fordækt og i stedet italesætte, at der ikke er sat penge af.

Samme afstand mellem politikerretorik og håndgribelig virkelighed udfolder sig i hele snakken om den forkætrede administration. Som adskillige eksperter og praktikere har påpeget, så forsvinder de administrative opgaver ikke, når politikere skærer ned på administration. Man fjerner bare finansieringen af en helt nødvendig del af den samarbejdende forvaltning eller det samarbejdende hospital.

Men nu er der indgået et overraskende bredt forlig for landets finanslov for 2024. Det skal ikke forhindre os og de øvrige fagforeninger i at råbe op om, at besparelser har konsekvenser. De fleste konsekvenser ser almindelige mennesker ikke, før de selv eller deres kære får brug for at række ud – på grund af svigtende helbred, en kræftsygdom med alvorlige senskader efter kemoen, en invaliderende arbejdsskade eller et kært barn, der slår sig psykisk på det moderne ungdomsliv. Så bliver uligheden pludselig konkret.

Hvis man kigger efter, er sprækkerne i vores velfærd til at få øje på. Når man læser om børn, der stikker hinanden ned med knive, ”arbejdsulykker” på bosteder med udadreagerende borgere og patienter, når vi ser psykisk syge, der går amok med skydevåben i det offentlige rum. Eller når ældre ikke får den respektfulde behandling, de har krav på, eller når at blive døende, før de får deres plejehjemsplads, mislykkede integrationsindsatser, bandekriminelle børn og radikaliserede unge.

Når vores børn skal vente i årevis på bøjleregulering af tænderne. Eller når børnenes institution eller skole ikke kan få styr på meget udadreagerende kammerater … så er der skræmmende ofte en historie bag, der handler om, at der ikke længere er ressourcer til den samme velfærd, vi kendte. Det ligner bestemt ikke en massiv investering i velfærd, som finansministeren påstod på Stengangen, uden at nogen fra de mange forligspartier modsagde ham.

Budskabet herfra er, at vores fælles velfærd har det skidt. Med forårets økonomiaftale og med finanslovsforliget for 2024 bliver det markant værre. Det er en ændring af vores samfund, der er så gennemgribende og principiel, at det burde vi have haft en åben, ærlig og oplyst politisk debat om. Det fik vi ikke, fordi vores politikere ville det anderledes. Det er et demokratisk problem.