Når man kalder Mia Wagner for "Jordens sødeste pige", viser det, at patriarkatet stadig lever i dansk erhvervsliv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Under nyhedsdækningen af regeringsrokaden faldt jeg over overskriften ”Jordens sødeste pige” og tænkte instinktivt, hvor sødt, det er nok Morten Dahlins mor, der fortæller om, at hun nu kan se frem til at bruge lidt mere tid med sit lille barnebarn. Men nej, ”Jordens sødeste pige” var erhvervsprofilen Peter Warnøes beskrivelse af Mia Wagner.

Som liberal ligger kvoter mig fjernt, men en kommentar som denne bringer mig endnu et skridt nærmere konklusionen, at kvindekvoter i bestyrelserne er en god idé.

Bevares, Warnøe har helt sikkert ikke haft som intention at være nedladende og patriarkalsk i sin udtalelse om Wagner. Ikke desto mindre er resultatet netop det – en understregning af, at kvinder i bestyrelseslokalerne rundtom i Danmark ses som ”piger” og ikke ligeværdige medlemmer.

At man bruger et ord som ”pige” om en voksen kvinde, er et symbol på en usund kultur. En kultur, hvor kvinder og mænd ikke er ligeværdige. En kultur, hvor kvinders værd baseres på deres venlighed, mildhed og evne til at forstå og forene at være ”søde” i modsætning til mænd, der er de myndige, strategiske og hårdtslående.

Man må antage, at Warnøes intention har været at sige noget pænt om Mia Wagner. Og det er netop her, når en voksen kvinde som det mest naturlige og med gode intentioner betegnes som et barn med tillægsord, man normalt vil anvende til at beskrive børn og kæledyr, Warnøe afslører, at patriarkatet lever i bedste velgående i toppen af dansk erhvervsliv.

Og selvom vi i Danmark gerne vil se os selv som både ligestillede, moderne og progressive, afslører brugen af ordet ”pige”, at vi slet ikke er så langt, som vi bilder os selv ind.

Derfor er kun 19 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i Danmark kvinder. Derfor er kun 7 pct. af samtlige topchefer i Danmark kvinder. Derfor har vi ikke for alvor rykket os på ligestillingsdagsordenen de seneste 10 år. Ikke fordi kvinderne ikke er dygtige nok eller ”hellere vil bruge tiden på noget andet”, men fordi kulturen i dansk erhvervsliv – selvom vi gerne vil tro noget andet – er patriarkalsk.

Og kultur har en betydning for, hvordan samfund udvikler sig. I Danmark kan vi glæde os over, at vi har potentialet til at give alle mennesker lige muligheder. Vigtigst af alt har vi lige adgang til uddannelsessystemet.

Men allerede når det kommer til adgangen til finansiering til iværksætteri og forfremmelser i erhvervslivet, halter vi efter. Ligestilling handler ikke om, at vi alle skal være ens, men om, at vi alle skal have lige muligheder for udfylde vores potentiale.

Mia Wagner er en af de dygtigste erhvervskvinder, vi har i Danmark. Hun har mere power end de fleste. Vi skal have flere som Mia Wagner i toppen af dansk erhvervsliv. Ikke fordi de er kvinder, men fordi mænd kun udgør halvdelen af talentmassen. Skal det lykkes, skal vi gøre op med den patriarkalske kultur i dansk erhvervsliv.

Derfor er jeg nu endnu et skridt tættere på, at kønskvoter er et nødvendigt redskab for at sikre lige muligheder.