Alle taler om Gaza. Har vi helt glemt Ukraine?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Krigen i Gaza med nye dramatiske begivenheder hvert døgn har fortrængt mediernes interesse for Ukraine; den udenrigspolitiske debat handler nu overvejende om Mellemøsten, hvor Danmark og EU har færre vitale interesser og kun indirekte indflydelse, i stedet for om den russiske aggression, som er en direkte og konkret trussel mod europæisk sikkerhed.

Det er forståeligt, at nyhedsdækningen er skiftet til den mere begivenhedsrige krig, men det er uansvarligt, at danske medier ikke i højere grad konfronterer regeringen og de udenrigspolitiske ordførere med EU’s og Danmarks fortsat utilstrækkelige støtte til Ukraine.

Hvis nogen nu tænker, at Danmark jo dog allerede har gjort meget, måske mere, end man ville forvente af et lille land osv., så glemmer de, at bidragets tilstrækkelighed skal måles på effekten – og på risikoen ved ikke at gøre endnu mere.

Så længe huset stadig brænder, kan man ikke bryste sig af at være kommet med nok så mange spande vand.

I russiske statsmedier forudser kommentatorerne, at det dekadente Vesten helt vil miste interessen for Ukraine; og de ser frem til det amerikanske præsidentvalg næste år, hvor en republikansk sejr sandsynligvis vil resultere i (yderligere) pres på Ukraine for at indgå en fredsslutning. Det virker sandsynligt, blot med den tilføjelse, at der formentlig ikke gives nogen fred, kun en udsættelse af den russiske aggression. Skal Danmark acceptere, at amerikanske hensyn dikterer udviklingen i Ukraine og giver Rusland tid til at udbygge sin krigsøkonomi og gennemsyre nye generationer med chauvinistisk propaganda?

Hvis vi ikke i dag er parate til at hjælpe Ukraine med at vinde krigen, er vi så parate til i fremtiden at forsvare landene i Baltikum eller os selv? Måske har de russiske kommentatorer ret? Måske mangler de uhåndterlige demokratier den stamina, det kræver at forsvare sig selv?

Måske har vi levet så længe i fred og overflod, at vi dybest set ikke tror på krigens realitet, selv når den udspiller sig på vores dørtrin? Men Putin tror på krigen, de russiske statsmedier tror på krigen, det russiske uddannelsessystem gennemsyres nu af den.

Man skal være forsigtig med at drage paralleller til 30’ernes Europa, men danske medier og politikere agerer i nogen grad fortsat, som var der en velkendt verdensorden, hvor Rusland blot skal tilbage på sporet; selvom det er selve verdens orden, der undergraves, udefra af Rusland og Kina, indefra af tiltagende amerikansk isolationisme.

USA vil ikke forsyne Ukraine med tilstrækkeligt langtrækkende missiler til at understøtte udfald og bryde den aktuelle stillingskrig, som konsumerer enorme mængder droner og artilleri-ammunition. Ukraine mangler akut begge dele og får ikke leveret de mængder, som vestlige lande har lovet. Rusland derimod har effektivt forøget sin produktion og får desuden både granater fra Nordkorea og droner fra Iran.

Den danske regering har tidligere vist initiativ i henseende til at koordinere internationale og bilaterale indkøb og donationer. Men det er ikke nok! Verdens slyngelstater er på afgørende områder mere effektive producenter og leverandører end den frie verden.

Hvad vil regeringen yderligere gøre for at komme Ukraine til undsætning? Danmark bør konsekvent samarbejde om nye initiativer med de Nato-lande, som er mest villige. Hvor effektiv en koordineret, forøget våbenproduktion vil regeringen tage initiativ til? I EU, i Norden, i Danmark? Hvor mange droner, hvor mange granater, hvor mange missiler – og hvor hurtigt?

Danmark kan gøre en større forskel for Ukraine, hvis vi virkelig indser, at det er Europas overlevelse, som står på spil! Eller skal vi se på, at huset brænder ned, og bryste os af de spande vand, vi trods alt fik frem?