Kast håndklædet i ringen: Nye vurderinger dur ikke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De nye ejendomsvurderinger har af gode grunde påkaldt sig kritik. JP har gennem de seneste uger bragt en række afskrækkende eksempler på, hvor tåbeligt dette system åbenbart fungerer – eller rettere sagt: Hvordan det ikke fungerer, eftersom den manglende funktionsdygtighed er det grundlæggende problem, som utallige lappeløsninger ikke kan afhjælpe.

Det nye system har indtil videre kostet skatteyderne 4 mia. kr., hvortil kommer et ukendt milliardbeløb til dækning af udgifter til kontorhold m.m. Derudover må påregnes et større antal klagesager, som vil belaste dels de administrative myndigheder, dels et i forvejen overbebyrdet retsvæsen – med de omkostninger, der følger med. Til slut har vi de menneskelige omkostninger. Den måde kan man ikke behandle vore medborgere på.

Tilliden til en anstændig behandling af de mærkværdige vurderinger har allerede lidt et alvorligt knæk, der ikke er blevet mindre af skatteministerens og Vurderingsstyrelsens besynderlige bortforklaringer. Det ville være klædeligt, om skatteministeren og Vurderingsstyrelsen kastede håndklædet i ringen og erkendte, at det nye vurderingssystem ikke er brugbart, at man nødvendigvis må finde en løsning, så grundejerne får en fair behandling.

Hvordan kan man beregne sig frem til en korrekt ejendomsværdi? Intet vurderingssystem, ingen computer, kan finde den rigtige værdiansættelse af en fast ejendom; værdien kender man først den dag, hvor ejendommen er solgt, og derfor er løsningen snublende nær: Afskaf ejendomsvurdering og ejendomsskatter og indfør i stedet en beskatning af fortjenesten på ejendommen, når den afhændes. På længere sigt kan statens provenu blive det samme som hidtil. Og borgerne får en ordentlig behandling, som de rettelig har krav på. Hvor svært kan det være?

Ved hel eller delvis nedlæggelse af Vurderingsstyrelsen kan der frigøres et større antal medarbejdere. Overalt i den offentlige sektor er der mangel på arbejdskraft, det gælder f.eks. politietaten, sundhedssektoren m.v.; det samme er tilfældet i den private sektor. De afskedigede medarbejdere bliver ikke sendt ud i arbejdsløshed; meningsfyldt arbejde venter tålmodigt på deres indsats.

Hvorfor vælger man ikke den rigtige løsning, når den ligger lige til højrebenet? Svaret er så enkelt, at det nærmest gør ondt. Ingen af de skiftende ministre, ingen af Vurderingsstyrelsens ansvarlige medarbejdere vil tabe ansigt – men de vil heller ikke gøre noget for at bevare det.