Okay, pacifister, kan I se, hvor jeres indsats har bragt os hen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 husker vi vel alle Enhedslistens rygcrawl væk fra signaturpolitiske krav om dansk udmeldelse af Nato. Men husker vi også den udbredte pacifisme, som har domineret debatten siden 1970’erne med ungdomsoprør, Vietnamkrig, “Imagine” og militærnægtere? Husker vi 1980’ernes fredsbevægelses letkøbte budskaber om nedrustning samt de omfattende fredsmarchers massive modstand mod Natos såkaldte ”dobbeltbeslutning” om opstilling af 572 raketter i Vesteuropa som modsvar til Sovjetunionens tilsvarende oprustning? Alt sammen med bred folkelig appel, villigt formidlet i medier, blandt meningsdannere og af et flertal af folkevalgte.

Har vi glemt venstrefløjens millionbevillinger til etablering af Institut for freds- og konfliktforskning i 1980’erne med ansættelse af Nato-kritiske, men militært forudsætningsløse forskere fra fredsbevægelsen, som skulle lægge planer for en strategisk omlægning af det danske forsvar til et såkaldt ”defensivt forsvar”? Instituttet blev lukket af Fogh-regeringen i 2003, men genoplivet i 2013 under navnet Center for International Conflict Resolution, CICR, som siden har været udklækningsanstalt for pacifistiske forskere.

Husker vi årtiers journalistik, hvis udøvere løftede pegefingre over manglende moral, når pensionskasser investerede i aktier, der blot perifert relaterede sig til våbenindustrien? Har vi glemt, hvor dybt forankret alt det har været helt op til Putins brud på Folkeretten for snart to år siden?

Jeg blev bevidst om denne udbredte pacifisme under Den Kolde Krig, hvor et troværdigt forsvar var af allerhøjeste vigtighed for Danmarks sikkerhed. Eksempelvis måtte jeg i mine uddannelsesår på Institut for Statskundskab og efterfølgende Danmarks Journalisthøjskole i 1980’erne opleve nærmest at blive udskammet af studiekammerater på grund af min tidligere officerskarriere. En medstuderende på statskundskab nød således bred opbakning, da han tog moralsk anstød af at »sidde i undervisningslokale sammen med en, der var uddannet til at slå ihjel«. På Journalisthøjskolen ville eleverne nedlægge undervisningen en dag for at danne en menneskelig ring omkring skolen og erklære den “atomvåbenfri zone”. Da jeg ikke fandt denne happening meningsfuld og insisterede på undervisning, pådrog jeg mig øgenavnet “majoren”. Det var bestemt ikke venligt ment.

Man må håbe, at den seneste tids eksponering af de foruroligende mangler i det danske forsvar har bragt alle landets latente eller eksplicitte pacifister ud af deres komfortzone og nærmere en åbenlys erkendelse af uansvarlighed. Gennem årtier har de været skyld i, at forsvarsforlig efter forsvarsforlig blev synonym med kasernelukninger, misligholdelse af bygninger, mandskabsflugt, reduktioner i værnepligten m.m. Det hele skammeligt udstillet ved skiftende regeringers krumspring for ikke at opfylde Natos krav om minimum at bruge 2 pct. af bnp på Forsvaret.

Nu, da Putins invasion har udstillet, at 50 års udbredt pacifisme i Danmark har været naiv og undergravende for landets sikkerhed, skylder især venstrefløjen at foretage et paradigmeskift, som fuldtonet bakker om et forsvarforlig, der rettet op på fortidens forsømmelser.