Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vel skal vi da ikke til at så blomster langs vejene for insekternes skyld. De dør af det

Korridorer af blomster og planter skal ikke lokke insekter ud til vejen. Det er dødsensfarligt.

Holger NygaardJordbruger, Velling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 13. oktober bragte Jyllands-Posten artiklen ”Insekterne skal tilbage på forruden”. Ophavsmanden til denne ordre er selveste trafikminister Thomas Danielsen.

Han ser det som en forpligtelse at gøre noget godt for biodiversiteten. Han vil gudhjælpe mig til at så eller plante blomster langs vore veje. For på den måde at øge insektfloraen.

Det er længe siden, jeg har hørt noget så tosset. Og det er ligeså skørt, at hans idé bliver bakket op og hyldet af Danmarks Naturfredningsforening. Ligeså har museumsinspektør og biolog Morten D.D. Hansen svært ved at skjule sin begejstring, da han også mener, at projektet vil øge biodiversiteten, lettere få bestøvet blomsterne og i det hele taget få antallet af insekter til at stige.

Så er det, jeg synes, kæden hopper af – eller bukseopslaget sætter sig fast i tandhjulet. Insekter og småkravl skal nok finde frem til blomsterne, men hvad er det for et liv, som venter dem langs med vejstrækninger og banelegemer? Det er ikke ligefrem væltepetercykler, som dominerer færdselsårene, men derimod hurtige biler, som udleder en masse partikler fra forbrænding og fra dæk. Det bliver hvirvlet ud i rabatten, infiltrerer vegetationen, hvor alt kræet er i færd med at formere sig. Men det får de meget vanskeligt ved under disse omstændigheder.

De, der ikke bliver mast til ukendelighed på kørebanen, overlever, indtil de som ”fri fugle” bliver tværet ud på en forbipasserende forrude. Er der tilpas mange, som får den behandling, får de et skyl sprinklervæske, hvorefter viskerne på bilerne sender de balsamerede insekter ud i rabatten til de andre lidelsesfæller. Jeg siger bare: stakkels insekter, som bliver ofre i biodiversitetens hellige navn.

Jeg er nærmest rystet over udsigten til korridorer med blomster langs vore færdselsårer. Hvis man endelig vil ud med frøposen, var det måske en idé at udnytte fripladsen i de solcelleparker, som der efterhånden er mange af – ja, insekterne ville kunne sole sig der i ro og mag.

Der er rigtig mange steder i det åbne land langt fra alfarvej, hvor alt mulig slags kryb stortrives i skøn forening med nytte- og byttedyr. Og hvor der er et mylder af vegetation og vilde blomster.

Ta’ støvlerne på og voj dæ’ uer, og du vil opdage en natur, som stortrives. Det kræver bare, at du er opmærksom og har tid til at undres. Det ganske land består af utallige åndehuller i en rig fauna, en alsidig natur med skov, krat af forskellig observans, vandløb, mosehuller og dyrkede arealer, hvor det emmer af liv.

Og så vil du, Thomas Danielsen, gerne etablere insektkorridorer langs vore veje. Jeg begriber det ikke. Håber, at dræberinstinktet er et forbigående fænomen hos dig.

Jeg begriber overhovedet ikke, når biolog Morten D.D. Hansen postulerer i samme artikel i Jyllands-Posten, at vi i Danmark har mange dødssyge landskaber og veje, som er anlagt i dødkedeligt landskab. Ja, dødkedeligt, hvis insekter i hobetal bliver smadret. Har du ikke sans for naturen, dens luner og mangfoldighed? Hvis du har, vil du ikke kede dig.