Få folk til at bruge arbejdstiden bedre
Mangel på arbejdskraft er en sandhed med modifikationer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Arbejdsgiverne i den offentlige og den private sektor fortæller gang på gang om stor mangel på arbejdskraft. Måske ligger en del af løsningen ligefor. I JP Erhverv 15/11 kan man læse, at »af de danske lønmodtagere mener 58 pct., at de ville kunne udføre den samme mængde arbejde som før, hvis de fik skåret to timer af deres arbejdsuge«. Og videre, at »44 pct. af lønmodtagerne mener, at de vil kunne udføre samme mængde arbejde, hvis man skar syv timer af arbejdsugen«.
Det er faktisk rystende læsning, og det må give rystelser i mange ledelser i såvel den offentlige som den private sektor. Det tyder på dårlig ledelse, når medarbejderne ikke får brugt deres arbejdstimer optimalt til at løse arbejdsopgaverne. Det må være en klar opfordring til landets ledere om at bruge ledelsesretten til at lede og fordele arbejdet gennem bedre arbejdstilrettelæggelse, så de kan løses med færrest mulige medarbejdere. Fyresedlerne bør ligge fremme på skrivebordet, og opråbene om mangel på arbejdskraft bør fremover reduceres i styrke.