Det kommer ikke naturligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For to år siden købte vi en landbrugsejendom på Djursland med 12 ha jord. De 7 ha ligger her ved gården, de sidste 5 ha i et lavbundsområde lidt herfra.

Af jorden ved gården udgjorde de 5 ha en selvstændig mark, der gennem mange år havde været bortforpagtet og dyrket konventionelt. Vi bad sælger opsige forpagtningen, og markens korn blev høstet for sidste gang i sommeren 2021.

Vi lod jorden være i fred vinteren over, og der spirede hurtigt græs frem mellem stubbene. I foråret og sommeren 2022 voksede græsset sig højt sammen med det korn, der havde sået sig selv efter sidste høst. Vi overvejede, om vi skulle strø blomsterfrø ud for at øge diversiteten. Vi havde som mange andre den naive opfattelse, at blomsterne ville vælte op, hvis bare vi spredte frø.

Fra vi købte gården, havde vi et klart ønske om at give jorden tilbage til naturen, men ikke meget viden om, hvordan det skulle ske. Man kan spørge sig selv, om det nytter noget at lave naturgenopretning på 5 ha, som ligger som en ø i et intensivt dyrket område. Vi vælger at tro, det nytter. Og at tro på, at der med tiden kommer flere områder til, så det bliver muligt for insekter, fugle og vildt at bevæge sig mellem områderne. Og vi skal jo starte et sted.

Det stod hurtigt klart, at græs og korn på et tidspunkt ville visne og komme til at lægge sig som en dyne over marken. Det ville forhindre vilde planter i at få fæste. Vi vidste ikke, at en mark, der har været dyrket konventionelt i mange år, er så mættet med gødning, at hjemmehørende vilde planter ikke kan gro i den.

Den oprindelige sandjord i vores område ligger gemt under 30-40 cm sort jord, der gennem årene er blevet pumpet med blandt andet slam, gylle, kunstgødning og sprøjtemidler. Jorden virker død, når man tager den op i hånden. Ingen insekter, orme, planterester eller rødder.

Vi lod vores hesteejende naboer tage et slæt hø på marken, så det spirede korn og frodige græs kom væk. Efter høsten kom der i efteråret 2022 mange vilde margueritter og kornblomster op. De stod og vajede i vinden helt frem til december.

Men hvad gør man egentlig med sådan en mark, hvis man gerne vil bidrage til biodiversiteten? Hvordan får man genskabt et stykke natur, der kan bære sig selv, hvor der er et naturligt kredsløb? Hvor kan man få hjælp til det? For det er vel det, vi gerne skulle gøre mere af i fællesskab? Træde tilbage fra den intensive dyrkning, genoprette naturen og øge biodiversiteten.

Vi var klar over, at nogen eller noget skulle holde græsset på marken nede og de selvsåede træer i ave, for at andre planter kunne få lys og rum og skabe livsgrundlag for fugle og insekter. Vi havde brug for nogle græssere, men ønskede ikke selv at have et dyrehold.

Vi spurgte kommunen, som måske gerne ville spæde lidt til et hegn, men så skulle der laves en aftale, som var uopsigelig i en årrække, og vi skulle selv sørge for dyr. Ifølge kommunen ville 5 ha kræve to heste, der gik der helårs.

Vi afventede vinteren over. 5 ha er trods alt 1.200 meter hegn. Næppe en mindre udgift.

Foråret 2023 kom og med det Jeppe og Amalie ind ad vores dør en dag. To fantastiske unge pionerer, som har kastet deres liv ind i at genoprette og vedligeholde naturområder ved hjælp af deres lille dyreflok bestående af ertebøllefår, geder af gammel dansk landrace og jysk sortbrogede malkekøer.

Stille og roligt opbygger de bestanden af dyr og gør sig umage med avlen. De dyr, der ikke skal bruges i avlen eller sælges, bliver et par gange årligt udtaget til slagtning og kødet udbudt til salg i lokalområdet. Endnu er der få, der har taget de gamle landracer til sig, så nogle af vædderne, bukkene og tyrene må lade livet.

En lang historie kort. Nu er vores 5 ha hegnet og ni store vædderlam har mæsker sig i de store mængder græs og planter. En del af dem er netop sendt til slagtning og bliver afløst af en lille fåreflok, som skal gå og hygge sig vinteren over forhåbentlig med lam i maverne. Det er en ubeskrivelig glæde for os dagligt at være vidne til dyrene, og hvordan vegetationen stille og roligt ændrer sig.

Vi vil gerne mere genforvildning, så nu planter vi snart en masse små træer og buske, som Naturstyrelsen har givet tilskud til under ordningen ”Plant for vildtet”. Vi vil også gerne føre nogle sten tilbage på marken til gavn for insekterne – ikke mindst myrerne. Dyrket jord er blevet ryddet for sten gennem mange år. (Også vores haver, så myrerne er henvist til at bo under vores nysselige terrasser). Markstenene er ofte blevet smidt ud i nærmeste skel, så de er heldigvis sjældent så langt væk.

Der kom hurtigt masser af mus på marken, og rovfuglene patruljerer dagligt ligesom naboens kat. Rødrygget tornskade har slået sig ned i de gamle hyldetræer i skellet, og svalerne jager utrætteligt markens mange insekter i de varme sommermåneder. Fasanerne hygger sig i det høje græs i sikker afstand fra store maskiner. Jeppe har rejst to hule træstammer på marken, og vi håber, der kommer beboere i dem til sommer. I bedste fald en ugle, men flagermus og biller skal også være velkomne.

Endnu et genforvildningsprojekt kunne være at grave den øverste jord væk på mindre områder af marken. Fjerne den sorte jordmasse og få sand og grus frem i lyset, så nogle af egnens vilde blomster får mulighed for at slå sig ned. De trives i ugødet mager jord.

Jeppe og Amalie blev vores redning, men deres livsprojekt er fyldt med forhindringer og besværligheder. Lovgivningen er slet ikke indrettet til naturgenopretning. Den er møntet på traditionel dyrkning af jorden.

Der gives tilskud til afgræsning, men det burde være langt bedre understøttet. Arbejdet med avl, pasning af dyr, hegning, tilsyn, vanding, flytning af dyrene, slagtning m.m. er tidskrævende og bekostelig.

Vores gæt er, at der er flere og flere ejere af landbrugsejendomme, som ikke ønsker at dyrke den tilhørende jord – eller have andre til det – men hjertens gerne vil genskabe natur, som de kan følge og nyde. I vores verden, hvor de store urokser er long gone, er vi nødt til at hjælpe naturen, hvis vi ikke ønsker at lade arealerne springe i skov og blive kvalt i vissent græs. Robotplæneklipperen kan ikke klare det.

Der skal dyr på, ikke nødvendigvis mange, men gerne flere forskellige, hvis vi vil øge biodiversiteten. Ikke alle insekter har samme smag for lort.

Kan vi ikke bare overlade genopretningen af naturen til stat og kommune? Jo, de skal også bidrage. Men skab også bedre mulighed for, at de private lodsejere kan bidrage med deres jord ved at gøre det nemmere og mere rentabelt for dem, der skal hjælpe med at opsætte hegn og levere dyr.

Så vil der med tiden kunne opstå fællesskaber/foreninger, hvor dyreholderne kan mødes, udveksle avlsdyr, erfaringer, deles om maskiner, hjælpe hinanden med tilsyn m.m.

Der er first movers i gang. Vil nogen venligst kikke på lovgivningen? Måske er det ikke så svært at lave de nødvendige ændringer. Vi kender to, der hjertens gerne vil være med til at udpege dem.