Krarup havde ret: Danskerne blev aldrig spurgt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 11. december 1994 skrev en af de vægtigste konservative stemmer i nyere tid, afdøde Søren Krarup, et skelsættende debatindlæg i Jyllands-Posten.

Indledningen lød: »Det afgørende er, at danskerne aldrig er blevet spurgt. Vi har ikke fået mulighed for at tage stilling. Vi har ikke kunnet svare, for der har aldrig været et spørgsmål at svare på. Det er bare sket. Politikerne har bare trukket de to sidste tiårs forvandling af Danmark ned over hovedet på os. Det danske folk har aldrig fået mulighed for at afgøre, om Danmark skal være et multietnisk samfund i stedet for en nation.«

I dag, knap 30 år senere, er det uomtvisteligt, at Krarup dengang havde blik for en udvikling, som de fleste partier og politikere på Christiansborg ikke forstod konsekvenserne af. I mit eget parti kom advarslerne fortrinsvis fra socialdemokrater på den københavnske vestegn, men de blev affærdiget som racister af partiledelsen. Pia Kjærsgaard var et af de få folketingsmedlemmer, der forstod alvoren, og året efter Krarups debatindlæg stiftede hun Dansk Folkeparti.

Få politiske beslutninger har forandret det danske samfund så voldsomt som udlændingeloven af 1983, men den fordomsfri og legitime politiske debat om konsekvenserne blev undertrykt. Krarup forsøgte allerede i 1980’erne at råbe befolkning og politikere op, men alvoren gik først op for de fleste, da masseindvandringen havde skabt grundlæggende og uønskede forandringer af samfundet, fordi overrepræsentationen i de forkerte statistikker viste sig så massiv. Og længe efter at vi burde have erkendt alvoren, blev man ved at udstede opholdstilladelser og forære folk statsborgerskab uden at sikre blot et minimum af balance mellem pligt og ret.

Krarup havde ret i, at befolkningen aldrig blev spurgt. Det er et paradoks, at vi løbende har afholdt folkeafstemninger om langt mindre indgribende spørgsmål som eksempelvis, om vi skulle tilslutte os den fælles patentdomstol i EU, mens den massive indvandring blot har været et vilkår, danskerne måtte acceptere med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.

Konsekvenserne ser man ikke mindst i disse uger, hvor det bliver tydeligt for enhver, hvor afgrundsdybe skel der er mellem majoritetsbefolkningens syn på terrorisme og et for stort mindretal blandt folk med rødder i Stormellemøsten. Kampråb om jihad og Israels udslettelse gjalder fra de propalæstinensiske demonstrationer, og danske jøder udsættes for trusler, chikane og had, så de må skjule deres identitet og frygte for deres sikkerhed.

Mange muslimske medborgere billiger naturligvis ikke terror rettet mod civile, og det kan være af frygt for repressalier fra mere yderligtgående muslimer, at de afholder sig fra at blande sig i den offentlige debat. Det er ulykkeligt, og min kritik af indvandringen har naturligvis ikke sigte på de mange sekulære muslimer, som bakker op om demokratiet og bidrager positivt til Danmark. Ikke desto mindre er antisemitismen i dag et vilkår i det Europa, som lovede, at et nyt Holocaust aldrig igen skulle finde sted. Som værn mod et nyt Holocaust enedes Europas lande om Den Europæiske Menneskerettighedserklæring. Det rummer et tragisk paradoks, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols mere og mere vidtgående fortolkning af erklæringen i dag betyder, at den frem for at beskytte jøderne snarere beskytter afviste asylsøgere, islamister og terrorsympatisører mod at blive udvist til deres hjemlande.

Men heller ikke da vi overlod magten over dansk udlændingepolitik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dommere uden et demokratiske mandat, blev danskerne spurgt.

I et essay fra 2003 har Søren Krarup forklaret, hvorfor han blev konservativ, og her sætter han fingeren på et efter min mening ømt punkt hos de stemmer i den politiske debat, som ofte befinder sig på den værdipolitiske venstrefløj. Ofte taler de hellere abstrakt om håb, visioner og utopier, der giver dem en god følelse i maven og udløser ros fra andre verdensmænd. Men de svigter det, som Krarup følte var hans forpligtelse; nemlig at svare på »det konkrete, det historisk givne, den arv og forpligtelse, der gælder mig som dette bestemte menneske i denne bestemte sammenhæng«.

Derfor var det oplagt, at netop Krarup blev den stærke, konservative stemme i udlændingedebatten, fordi han forholdt sig til de konkrete forandringer af Danmark, som nok så mange ord ikke har kunnet skygge for. Og derfor var det oplagt, at netop Krarup var en af de få, der stod fast, da de fleste andre tog fejl i de udlændingepolitiske skæbneår.