Skæbnetime for Biden og Xi: Fortsat konfrontation eller opblødning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kina og USA’s rivalisering har i den seneste tid været voldsomt skærpet. Ikke mindst fordi den daværende amerikanske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sidste år besøgte Taiwan. Det udløste flere dages omfattende kinesiske militære øvelser. Kina var også fortørnet over, at en kinesisk vejrballon var blevet skudt ned over amerikansk territorium pga. påstande om spionage.

Men langsomt kom der på det politiske og det økonomiske plan forhandlinger i gang, som nu har gjort, at Xi og Biden holder topmøde onsdag i San Francisco. I de seneste år har man set tendenser til markeringen af et ”nyt” Kina og et ”nyt” USA. Kina har dæmpet sine heftige udfald og trusler mod amerikanske allierede og partneres Kinapolitik. Nu rækkes hånden ud til bedre relationer. Kina har også markeret en nedtoning af en ”Kina først”-politik. I stedet markedsføres nu en ”verden først”-politik med mål om et »globalt fællesskab med en fælles fremtid«.

I år er tre centrale initiativer blevet iværksat: GDI, det globale udviklingsinitiativ, GSI, det globale sikkerhedsinitiativ, og GCI, det globale civilisationsinitiativ. Dertil kommer, at Kinas store silkevejsprojekt, BRI, hvis 10-årsfest lige er blevet fejret, nu ses som en central del af »det globale fællesskab med en fælles fremtid«. BRI fungerer nu ikke blot som en maritim vej, men også »den polare silkevej« til Arktis. Det nye Kina vil med blød magt tiltrække verdens lande ved en ny fælles global dagsorden, som viser, at selv om verden nu står over for store og krævende udfordringer og markant usikkerhed, er der håb. Kina ønsker fællesskab og globalisme. Kina vil fremtræde som fredsforhandler med sin egen neutralitet som baggrund.

Samtidig skoses USA for hegemonisk, unilateral, globalt afkoblende, truende og koldkrigsagtig adfærd.

Det nye USA er primært ”USA plus”. At supermagtsrollen er afhængig af stærke samarbejdsrelationer til flest mulige lande med amerikansk accepterede værdier. USA har vendt ryggen til internationale interventionskrige og langvarig krigsførelse, men står trods det fortsat med aktiv deltagelse i både Ukraine og Israels krig mod Hamas.

USA fremhæver Kina som en udfordring i forhold til en verden i sikkerhed og stabilitet under amerikansk ledelse. Udfordringen ses i kinesisk unfair konkurrence, militarisering og indblanding og indflydelse i andre landes interne anliggender.

Hvordan udfolder det nye Kina og det nye USA sig i praksis? Et eksempel: Kina afholder en stor, årlig international sikkerhedskonference i Beijing, Xiangshan Forum, arrangeret af institutioner tæt knyttet til det kinesiske militær. 1.800 militærfolk, politikere og forskere deltog. Over 100 lande sendte militære delegationer, og Xiangshan Forum kan dermed konkurrere med tilsvarende vestlige sikkerhedskonferencer i München og Singapore. Men arrangørerne manglede markant deltagelse af vestlige deltagere. USA, Nato og EU var repræsenteret, men med et beskedent antal deltagere, alle på mellemniveau. Den amerikanske forsvarsminister Austin var inviteret, men dukkede ikke op. Det var karakteristisk, at de fleste deltagere i konferencen var kinesere og centrale figurer fra det globale syd.

Endelig fik konferencen ikke international omtale, primært pga. den manglende vestlige deltagelse. Som igen fortæller noget om Kinas vanskeligheder ved at erobre den internationale sikkerhedsdagsorden. Det nye Kina forsøgte sig. Det nye USA’s proaktive alliancepolitik havde – uanset beskedent repræsenteret – afgørende indflydelse på de centrale debatter.

Vil Xi eller Biden erobre den globale sikkerhedsdagsorden? Problemet er, at de to ledere er dagsordenen. De bestemmer, om de to lande vil fortsætte med noget, der ligner et våbenkapløb og en benhård politisk, økonomisk og teknologisk konkurrence.

Grundlæggende er spørgsmålet: Er USA villig til at slække på sine mål om global overlegenhed, verdenslederskab og position som asiatisk magt? Vil Kina dæmpe sine krav på Det Sydkinesiske Hav og mindske påståede påvirknings -og indflydelseskampagner på andre lande? Hertil ikke mindst krav om lighed og respekt i de indbyrdes relationer.

Taiwan-problemet er fundamentalt. Kina har et militært indgreb som afskrækkelsesmiddel mod selvstændighed. Vil det virke? Kommer genforeningen under alle omstændigheder? Og hvad betyder det for USA’s position som asiatisk magt? Alt afhænger af, hvilken magt de to rivaler hver for sig repræsenterer. Magtforskellen mellem Kina og USA er fortsat markant.