Pædagoger flygter fra dårlig ledelse
Hvis vi skal blive i faget og ikke zappe rundt eller omskoles, kunne man vælge at kigge på den enkelte arbejdsplads: Har der f.eks. været stor udskiftning af personalet?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Alt er endnu godt på rød stue. Der er nok tiltrådt ny ledelse, men personalet trives sammen, kommunikationen mellem dem er stærk, og hverdagen glider, til trods for at det ofte går stærkt. Det er personale, der har været ansat i mange år, kender hinanden og hinandens ressourcer og kompetencer. Der er høj faglighed og plads til humor og et grin på vejen”.
Ledelsen formidler efter få måneder ved roret, at den har planer om en omstrukturering i organisationen, og der arbejdes hen mod en større omlægning, hvor tre huse skal bytte lokaler og inventar (vuggestue skal være børnehave og vice versa), der skal laves nye toiletter, rives vægge ned, og alt skal males i børnehaven, hvor vuggestuerne skal flytte ind. Dette samtidig med at der drives daginstitution.
Her begynder personalets grænser at rykke på sig – hvad er i orden, og hvad er ikke. 65 børn, som normalt er fordelt på tre stuer, skal være på to, personalet skal tømme en stue for inventar hver uge, for at håndværkerne kan komme til, for ugen efter at sætte inventar på plads og starte forfra den næste uge, indtil alle stuer er malet, et badeværelse med håndværkere rendende ind og ud hver dag, åbne døre og massiv larm fra borehammer. Hvor er tilsynet med den nye ledelse?
Da alt er klappet og klart, og huset står som et slikket bolsje, er det tid til at flytte over i de gamle vuggestuelokaler. Og ydermere er det lidt af en nedgradering at gå fra en femværelses til en etværelses, endda med flere børn og større aldersinterval end tidligere (2,10 – 5 år), hvilket kalder endnu mere på nødvendigheden af opdeling af børn, både ud fra aldersspredning og minimale pladsforhold.
Det er en agenda, der skriger til himlen.
På min arbejdsplads har 28 personer sagt op på 17 måneder uden reaktioner fra hverken kommune eller fagforening. Ingen har stillet spørgsmål eller spurgt ind til, hvad der foregår.
Jeg har været uddannet siden december 1998 og har i store træk altid været glad for mit arbejde. At der er besparelser, er ikke kun inden for dagtilbud, men ses alle steder, og at alt er blevet strammere og mindre fleksibelt år efter år, er også noget, alle mærker. Det er lige her, at de gode kollegaer og ledelsen spiller en helt afgørende rolle for den enkeltes trivsel på arbejdspladsen.
Jeg har gennem mange år sagt højt, at jeg kan beskæftige mig med stort set hvad som helst, så længe jeg har gode kollegaer og en anerkendende og empatisk ledelse. Ens grænser rykker sig unægteligt for, hvad der er svært at få til at gå op på bundlinjen i takt med besparelser, færre personaler til flere børn, og når hertil kommer utilstrækkelig og dårlig ledelse, begynder det dårlige psykiske arbejdsmiljø stille og roligt at snige sig ind i ens bevidsthed, og der bliver flere og flere aftener, hvor man ikke kan falde i søvn til trods for massiv træthed.
Det er bare vilkår mange steder, og så må man gå en anden retning i et andet arbejdsfelt, og det er lige præcis det, som alt for mange pædagoger vælger at gøre – af nød – hvis de ikke går ned med flaget inden.
Men ledelse kan der gøres noget ved. Hvis vi skal blive i faget og ikke zappe rundt eller omskoles, kunne man vælge at kigge på den enkelte arbejdsplads: Har der f.eks. været stor udskiftning af personalet/mange opsigelser over en kort periode. Hvorfor bliver der ikke holdt øje med nye ledere/ledelse generelt og deres tilgang til arbejdet som leder på lige fod med pædagogernes arbejde?
Pædagogisk tilsyn med ledelsen burde være ganske obligatorisk på lige fod med det pædagogiske tilsyn, der finder sted hvert andet år, som skal sikre børnenes trivsel og udvikling og endvidere udvikling af den pædagogiske kvalitet og praksis.
Alt sammen meget godt, at der er fokus på kvaliteten af vores kerneydelse, men hvad med forudsætningen for at yde kerneydelsen? Hvad med personalets arbejdsmiljø og generelle trivsel? Det er trods alt ledelsen, som sætter dagsorden og går i spidsen for at danne grundlaget, og hertil kommer det psykiske arbejdsmiljø, som går hånd i hånd med kvaliteten af ledelsen, som er så driftorienteret, at alt det menneskelige og medmenneskelige i dette fag går helt af fløjten.
Hvis ledelsen ikke er holdspiller og ikke evner at lede, men betragter personalet som ludobrikker, der gang på gang føler sig slået hjem, og der ingen gennemsigtighed er, så bliver konsekvensen unægteligt, at færre og færre vil være med på holdet.
I medierne er der mange artikler og debatter om mangel på pædagoger, og hvordan man rekrutterer pædagoger fremadrettet. I en af de mange artikler om emnet skriver Altinget.dk, at pædagoger flygter fra dårlig ledelse, og over halvdelen af de adspurgte peger på, at hovedårsagen til deres opsigelse er det psykiske arbejdsmiljø og endvidere manglende tillid til og samarbejde med nærmeste leder.
Ledelsen spiller en helt afgørende rolle i at sikre et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Nærværende og anerkendende ledelse, solide arbejdsfællesskaber og godt arbejdsmiljø er afgørende for, om pædagoger trives.
Hvis man ser på de enkelte brikker i puslespillet (arbejdspladsen), er der rigtig meget, der spiller, men når man kommer til den sidste brik, der gerne skulle passe, og denne slet ikke passer, falder alt til jorden. Den sidste brik er ledelsen, og virker ledelsen ikke, er der intet, der virker, og det bliver – over tid – altødelæggende for hele organisationen. At rekruttere en dygtig ledelse – der besidder netop de kompetencer og værdier, der skal til for at lede inden for det pædagogiske felt – er en kæmpe forudsætning for, om puslespillets sidste brik kommer til at passe.