Nej, Jalving, Søren Krarup var ikke spåmand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nej, Mikael Jalving, Søren Krarup var ikke forud for sin tid. Han var i stigende grad bagud, og han var opportunist. Du kan sige, han var begavet, intellektuelt velfunderet, endda betegne ham som idealist og ekspert i en tid, som det meste af befolkningen havde lagt bag sig, i en form for bagstræb, der blev mere og mere krigerisk, som tiden gik.

Han insisterede på, at forældre skulle have lov til at revse deres børn korporligt, det skulle samfundet via sine love ikke blande sig i. Det var forældrenes ret at tyrannisere deres børn efter forgodtbefindende.

Hans religionsforståelse var læst ud af Det Gamle Testamentes beskrivelse af den straffende Gud. Det virkede ikke, som om han havde helt forstået Jesus’ kærlighedsbudskab.

Din tanke om, at han kunne have valgt en politisk karriere, endda i Socialdemokratiet, er far out, men han passede fint ind i Dansk Folkeparti, og omend han blev brugt som legitim forsvarer af kampen mod de indvandrende horder, så blev hans politiske resultater nul komma nul.

Det samfund, han ønskede sig, var for længst afskrevet. De danskere, han drømte om, var parkeret ved siden af Holger Danske netop som en drøm om noget, der var blevet efterladt ved indgangen til det 20. århundrede, hvorfra samfundsudviklingen – ikke mindst på baggrund af de to store krige og de tab af menneskeliv og den ideologi, der havde skabt grundlaget for dem, viste sig i den mest uciviliserede form.

Her gik det op for flertallet, at undertrykkelse og hierarki måtte bekæmpes gennem en politisk kamp, der byggede på frihed, lighed og fællesskab skabt i et samvirke mellem alle lag i befolkningen.

Når du, Mikael Jalving, tillægger ham den særlige kvalitet at kunne forudse konsekvenserne af, at dette fællesskab ville føre med sig øgede spændinger i befolkningen med andre etniske grupper, så ligger der ikke særligt store spåmandsevner bag det. Den erkendelse opnåedes allerede, da europæerne bevægede sig ud i verden som koloniherrer, hvor årsagen til dagens etniske konflikter kan findes.

Forsøget på at hegne Danmark ind herimod var og er en utopi, som er blevet Krarups eftermæle, der kombineret med en dybt reaktionær forståelse af samspillet mellem mennesker i en åben og menneskelig verden, blev hans fortolkning af den tid, han levede i. Den havde og har ingen gang på jord, Jalving, så jeg synes, vi skal overlade Krarup til hans skæbne.