Ekstrem grøn reform giver ekstreme politiske og økonomiske virkninger
Afgift på landbruget er en virkningsløs reform, der ødelægger dele af erhvervslivet. Lægges den i detailleddet, virker den, fordi udenlandske varer også rammes.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når det går op for danske vælgere, hvor ekstreme virkningerne af den forestående grønne reform bliver, får det følger for Folketingets sammensætning. I Holland har vælgerne allerede reageret, og op mod hver femte vælger har støttet protestpartiet BBB i de nationale meningsmålinger, op fra ca. 5 pct. af vælgerne. I Danmark kan afgifterne medføre en stopfuld fiskedam for højrefløjens partier. Især Inger Støjberg kan glæde sig.
Det danske mål om et 70 pct. fald i udledningen af CO2 mv. er ekstremt ambitiøst og kræver derfor ekstremt indgribende lovgivning mod landmændene med heraf følgende stort fald i en årrække af produktion, beskæftigelse og velfærd.
Formålet med afgifterne er at stoppe eller reducere produktionen af visse varer. Men f.eks. landbrugets produktion af mad kan ikke stoppes, alle skal jo have noget at spise. Så fødevareproduktionen flytter til lavafgiftslande inden for EU. Og forureningen flytter med og forsvinder stadig op i atmosfæren.
En mulig drivhusgasafgift for landbruget på eksempelvis 750 kr. pr. ton CO2 vil ramme landbruget hårdt. Klimarådet har beregnet, at en afgift i den størrelsesorden vil øge andelen af bedrifter med underskud fra omkring en fjerdedel til ca. 45 pct. Det vil også ramme resten af landbrugssektoren hårdt, herunder mejerierne, slagterierne og andre forarbejdningsindustrier af fødevarer; desuden rammes entreprenører, maskinproducenter og håndværkervirksomheder. Landbruget stikker dybt i Danmark; landbrugssektoren omsætter årligt ifølge en rapport fra 2020 fra Landbrugs- og Miljøministeriet til folketingsudvalget for ca. 220 mia. kr. årligt. Afgiften kommer til at gøre ondt.
Når reformen flytter produktionen og dermed udledningen fra Danmark til andre EU-lande, får vi ikke den ønskede virkning på miljøet. Vil vi virkelig lave en virkningsløs reform, der ødelægger dele af dansk erhvervsliv?
Politikerne har valget mellem pest eller kolera. Laver de reformen, får de vælgerne på nakken. Gør de det ikke, får de bank af medierne. Vælger politikerne trods alt at gennemføre reformen, er deres sidste argument, at bittelille Danmark skal være et godt eksempel for alverdens lande. Men her kender næsten ingen Danmark eller København, og så er politikernes fromme ønske om, at vi skal være godt eksempel, jo meningsløst.
Der er forskellige mulige løsninger på miseren. Den bedste er at lægge afgiften på de relativt få virksomheder, der sælger fødevarerne til danske forbrugere. Ved at flytte afgifterne fra landmanden til detailsalget opnår man to ting. Man rammer også udenlandske producenter, der ellers går fri. Og man undgår bureaukrati med et kaos af målinger, beregninger, registreringer og betalingstransaktioner hos de mange tusind landbrugsbedrifter.
En dårligere løsning er at vedtage en barberet reform. Man kan f.eks. sænke det høje, danske 70 pct.-mål til EU-niveau eller indføre et bundfradrag eller gratiskvoter for at blive lige med EU. Men det hjælper heller ikke. For afgiftsfri varer kommer så ind fra lande uden for EU, og klimaproblemerne forbliver dermed uløste. Der er behov for mere raffinerede værktøjer.
Her må man mobilisere en af de mest effektive organisationer, vi overhovedet har til problemløsning, og som gør det til daglig, nemlig det private erhvervsliv. Virksomheder over hele verden er allerede dybt engageret i investeringer i ny miljø- og klimavenlig produktion. Meget tyder på, at det kvantespring, vi har set på det højteknologiske område i de sidste decennier, fremover også vil ske på klima- og miljøområdet. Menneskets opfindsomhed er enorm.