Vi mangler originaler som Søren Krarup. Alle er så ens i dag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Om søndagen kører jeg gerne rundt og deltager i gudstjenester og højmesser forskellige steder. Det er enormt spændende at se forskellige kirker og høre forskellige præster. Forrige søndag var jeg i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse, hvor Søren Krarups datter, Katrine Winkel Holm, er præst, og vi spiste frokost sammen efter højmessen. Katrine fortalte, at Søren var lidt syg. Onsdag gik han bort. Jeg holdt meget af Søren.

Da han trådte sine første skridt på den politiske scene, blev han hurtigt kendt som kontroversiel og provokerende, men også anerkendt som en intellektuel kapacitet. Han skrev bøger og kronikker om historie, kristendom og politik, og han var blandt pionererne, der pegede på trusler mod dansk kultur.

Han advarede tidligt mod den store indvandring og den ekstreme form for islam, som vandt indpas, ikke mindst i Danmark, hvor han betragtede den meget afslappede udlændingelov fra 1983 som en katastrofe. Selv Socialdemokratiet måtte siden erkende, at han fik ret.

Søren var ikke en del af det gode selskab. Men han var godt selskab. I dag kan man konstatere, at han er et af de mennesker, der har haft størst indflydelse på dansk politik i mange, mange år.

Alligevel hænger fordommene tilsyneladende ved: De store tv-medier skøjtede hen over hans bortgang i stilhed. De er så politisk korrekte og understregede dermed hans status som en mand, der tilegnede store dele af sit liv til at passe på Danmark.

Søren og jeg var ikke altid enige. Langtfra. Men han var en af de bedste retorikere og debattører i den offentlige debat. Fra Folketingets talerstol kunne han holde flammetaler med indhold – uden manuskript – og han kunne de historiske vinkler og pointer på rygraden.

Søren og jeg blev begge valgt til Folketinget første gang i november 2001. I øvrigt sammen med hans fætter Jesper Langballe. Jeg mødte dem i Vandrehallen på Christiansborg, hvor vi skulle skrive under på at overholde grundloven. »Nå, skal du også skrive under?« spurgte de. »Ja,« svarede jeg, »ellers kan jeg ikke fungere som folketingsmedlem. Hvad er problemet?«

Søren og Jesper pointerede, at grundloven jo bygger på et kristent grundlag. Ingen problemer, sagde jeg, jeg har en lille koran i lommen! De forstod udmærket, at det var for sjov. Vi blev gode kolleger i Folketinget. Søren ringede af og til for at spørge om noget kulturelt eller faktuelt, for eksempel når han skrev på noget om fætter-kusine-ægteskaber. Jeg har holdt et par foredrag i Jesper Langballes kirke, og bagefter sad vi og fik et glas whisky.

Han var også en herlig mand med skarpe holdninger. Særligt vil jeg gerne ære Sørens minde for noget, der skete under Muhammed-krisen. Jeg modtog bombetrusler og måtte have PET-beskyttelse, og vi måtte forlade vores hjem i en periode. Søren ringede og sagde: »Naser, hvis du og din familie har behov for et skjulested, har vi en gård i Jylland, hvor min far skjulte modstandsfolk. Der må I gerne bo.« Det understregede for mig hans næstekærlighed. Teologisk er der forskellige måder at se det på.

Privat var Søren et humoristisk og meget generøst menneske, der tolkede ordet ”næstekærlighed” som dét at drage omsorg for sin nabo: »Jeg er næstekærlig over for dem, som jeg kender og er tæt på. Jeg har ingen relationer til en tilfældig afrikaner.«

Når alt kommer til alt, udgøres det danske demokrati af en familie. Hvis man vil dette samfund, er man en del af stammen. Man hjælper hinanden og passer på hinanden, når folk har behov. Det er også årsagen til, at Danmark er et tillidsfuldt samfund. Vi kan være uenige om mange ting, men vi er alle danskere, og vi hjælper hinanden.

Søren og jeg sad begge i Kirkeudvalget i mange år, og jeg lærte meget om kristendom af ham. Vi diskuterede livligt. På et tidspunkt erklærede han, at hans store drøm var at døbe mig. Det nåede vi aldrig, men det var et stort kompliment. Han ønskede, at jeg kom Gud ligeså nær som andre danskere i kraft af dåben. Jeg har meget at takke ”min sorte fætter” for. Der var respekt imellem os. Han var både klog og humoristisk at lytte til. Og han var imponerende dygtig til at argumentere for sin sag. Søren Krarup var en original. Vi mangler typer som ham i Danmark og i dansk politik, men især i præstegerningen. Vi mangler originaler. Alle ligner hinanden i dag.

Inspireret af Søren bør vi missionere mere i Folkekirken. Det er et smukt budskab. Som mange holder tæt til kroppen ”for ikke at provokerede nogen”.

Der er alt for få, der som Søren forkynder Guds ord klart og tydeligt, som det findes i Folkekirkens bekendelsesskrifter.