Socialdemokraterne forsøger at købe den enlige mors stemme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Italesættelsen og honoreringen af den enlige mor er blevet billedet på socialdemokratisk værdipolitik. Men et eller andet skurer.

Regeringens skatteudspil gør mig forvirret. På den ene side siger Kaare Dybvad, at jeg skal ranke ryggen og med stolthed hente mine børn som de sidste i institutionen, men på den anden side gør Mette Frederiksen det enormt attraktivt ikke at arbejde. Støtten til en enlig mor på dagpenge er enorm, og forskellen på at arbejde og gå hjemme er marginal.

Jeg er gymnasielærer, men på et tidspunkt var jeg to måneder på dagpenge. Dagpengeperioden fik mig til at overveje, hvorfor jeg overhovedet skulle gå på arbejde igen? Det kan jo aldrig betale sig – økonomisk.

Som enlig mor på dagpenge fik jeg betalt min datters institutionsplads, som var en privat børnehave, jeg fik igennem boligstøtten halveret min husleje, jeg fik børn- og ungeydelse, og jeg fik børnetilskud. Lige pludselig fik jeg også ekstra børnetilskud, fordi inflationen var høj, og så fandt jeg også ud af, at jeg også fik ekstra beskæftigelsesfradrag, da jeg begyndte at arbejde igen.

Med det nye skatteudspil får jeg som enlig mor et ekstra beskæftigelsesfradrag. Det synes måske ikke af meget, men det bliver sat op fra 6,25 pct. til 11,15 pct., hvilket også vil gavne 117.000 andre enlige forsørgere. Dertil kommer, at 129.009 enlige mødre ifølge Danmarks Statistik i 2022 modtog det ordinære børnetilskud, og 128.069 fik derudover et ekstra børnetilskud. Jeg er en af dem, selvom jeg arbejder. Der sker altså en forfordeling i befolkningen, og lige pludselig er det blevet en god forretning at være enlig mor. Støtte er der masser af, både når man arbejder og går derhjemme. Men det økonomiske incitament for at arbejde er væk.

Da tid som bekendt er penge, gav det mere mening at være hjemme, da jeg kunne hente mine piger meget tidligere fra institution og i ro og mag lave lektier med dem og spise den langtidskogte simremad.

På et punkt giver jeg Kaare Dybvad ret: Arbejdende forældre er rollemodeller. Jeg vil være en for mine børn. Derfor kunne jeg aldrig, som i aldrig nogensinde, finde på ikke at arbejde. Men jeg er stadig forvirret over regeringens skatteudspil – og så alligevel ikke.

Den socialdemokratiske stat støtter særligt den enlige mor, når hun bidrager til staten, men fjerner på samme tid det økonomiske incitament til at arbejde og gør hende afhængig af tilskud. Socialdemokratiet forsøger derfor at købe min stemme, uanset om jeg arbejder eller ej. Behøver jeg at sige, hvor usmageligt det er, når kampen om mors stemme føres på den måde?