At kritisere Israel er ikke antisemitisk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Under tidligere års Black Lives Matter-demonstrationer og racismedebatter blev det diskuteret, hvorvidt racisme kan eller overhovedet bør defineres eller snakkes om af privilegerede hvide mennesker. Det er de slet ikke i stand til, argumenteredes det.

Doktrinen gælder tilsyneladende ikke antisemitismen og jøderne. I stedet tager den vesteuropæiske eller amerikanske (privilegerede) demonstrant her retten tilbage ved at definere, hvad antisemitisme er – eller rettere ikke er. Således er parolen ’”antizionisme er ikke antisemitisme” blevet en standard til de propalæstinensiske demonstrationer.

Udsagnet i sig selv kan jeg sådan set godt acceptere – de to fænomener er komplementerende, men ikke sammenfaldende. At kritisere Israel er ikke antisemitisk. Der findes jo også til den propalæstinensiske lejrs store glæde antizionistiske jøder.

Men når det antizionistiske banner akkompagneres af kald for opløsningen af verdens eneste jødiske stat, forekommer det mig vanskeligt at bortforklare antisemitismens omvandrende genfærd med demonstranternes nok så gode intentioner.

Den israelske forfatter Amos Oz skrev: »Da min far var en ung mand i Vilna, stod der på alle mure i Europa: ”Jøder, tag hjem til Palæstina.” 50 år senere, da min far besøgte Europa, lød det fra alle murene: ”Jøder, forlad Palæstina.”«

Og spørger man, hvor de israelske jøder skal fragtes hen, når det ”historiske Palæstina frigøres”, er svaret typisk: »Tilbage, hvor de kom fra«, eftersom jøden i den populære historiografi er en europæisk kolonisator og uvelkommen i Mellemøsten. Det foretrækkes, at han forbliver den evigt vandrende døde blandt de levende.

Denne implicitte antisemitisme under banneret af den accepterede ”antizionisme” viser sig jo at være et forrygende skalkeskjul for de helt eksplicitte jødehadske kald, som »Khaybar Khaybar ya yahud, jaish Muhammad soufa ya’oud«, der oversættes til »Khaybar Khaybar oh Jews, the army of Muhammad will return«, og som i den islamiske historiografi refererer til nedslagtningen af den jødiske befolkning i byen Khaybar.

Ved Operahuset i Sydney var det »Gas the jews«, og i Nørrebros gader tidligere på ugen »Palæstina er besat. Det skal løses med jihad«.

Herbert Pundiks beskrivelse af Israel som »eksistensfrygtens holdeplads« vækker genkald i disse mørke dage. Og de europæiske jøder vandrer atter i frygt.