De sager - og deres afgørelse - er noget af det mest usle, jeg nogensinde har set

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”En ussel afgørelse”, var min umiddelbare reaktion, men mine følelser er i øjeblikket særdeles ambivalente over, at sagerne mod Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen og en tidligere kollega i PET nu er droppet.

Først og fremmest er jeg glad over, at de pågældende ikke skal udsættes for yderligere belastninger gennem en langvarig proces, men samtidig ked af, at de pågældende stadig står med en mistanke om landsforræderi, da sagen er sluttet på grund af bevisets stilling.

Årsagen hertil er, at Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at det af hensyn til statens sikkerhed ikke længere er betryggende at stille højt klassificerede oplysninger til rådighed for straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen.

Dermed kan sagerne om videregivelse af fortrolige oplysninger ikke gennemføres. Det er helt i modstrid med, hvad Højesteret mener, da de faktisk i sidste uge gav en direkte vejledning i, hvorledes sagerne kunne køres uden kompromittering af rigets sikkerhed.

Det blæser Rigsadvokaten selv på, når han giver udtryk for, at det fra et retshåndhævelsessynspunkt er et problem, at centrale beviser ikke kan lægges frem, men givet omstændighederne kan det ikke være anderledes. Hvis loven ikke kan håndhæves, betyder det i sidste ende, at vi i Danmark reelt kan stå uden et strafferetligt værn mod brud på tavshedspligten om landets mest fortrolige oplysninger.

Han følges naturligt op af PET-chefen, der siger: »Som efterretnings- og sikkerhedstjeneste står vi i en alvorlig situation, hvis vi i realiteten ikke kan strafforfølge sager, når der indgår klassificerede oplysninger i sagens beviser. Det har ikke kun betydning for fremtidige sager om lækager, men rammer også sager om f.eks. spionage.”

Undskyld, men for mig - og for Højesteret åbenbart også - er det det rene vrøvl.

Der er kø ved håndvasken, det skal jeg love for. Sagerne burde aldrig have været rejst, da de har gjort mere skade end gavn i forhold til rigets sikkerhed, og her svigtede den daværende regering eklatant. Her hviler der et tungt ansvar.

Og aktuelt, som den katastrofale sagsbehandling har medført, underkender man Højesterets anvisninger , hvorefter sagerne anstændigvis burde være kørt gennem systemet, hvor anklagemyndigheden kunne fremlægge deres beviser uden problemer- jævnfør Højesterets anvisning herom -og dermed en retslig vurdering af skyld eller uskyld.

Nu slipper man for den totale ydmygelse, hvor alt talte for en frifindelse. Det hele fejes nu ind under gulvtæppet med mere eller mindre valide forklaringer.

Andre har ikke ord for det. Det har jeg: Afgørelsen tangerer det mest usle, jeg nogensinde har set i det danske retssamfund.

En ringe trøst er, at justitsminister Peter Hummelgaard nu iværksætter en undersøgelse af, om der er varetaget usaglige hensyn i sagskomplekset.

Skaderne er sket – tragedierne er fuldbyrdet – både for personerne i sagen der rækker udover de her nævnte – men også for Danmarks omdømme.