Hvorfor skal min formidling beklikkes af Jyllands-Posten?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I en kommentar i JP 20/10 anfægter Marchen Neel Gjertsen min rolle som akademisk formidler i dækningen af Mellemøsten og kæder mig sammen med en påstået større sammenhæng, hvor dansk debat og forskning »forplumres« og »opløses«, og hvor vi risikerer at gentage fejltagelsen fra 1938, det vil sige at undlade at beskytte verdens jøder.

Hendes bevis for disse påstande er, at jeg i 2021 underskrev en erklæring sammen med 39 andre danske mellemøstforskere, hvor vi lagde afstand til Israels brud på menneskerettighederne, landets besættelse af Vestbredden og blokaden af Gaza og den vestlige verdens manglende evne til at adressere disse forhold. Desuden har jeg, ifølge Gjertsen, relativeret Hamas’ angreb ved at sammenligne det med israelsk vold. Endelig mener hun, at jeg har forklaret Hamas’ brug af terror som krigslogik.

Det får hende til at konkludere, at Roskilde Universitet bør reagere. Avisen har nu besluttet ikke at bruge mig som ekspert og beklager i øvrigt at jeg optræder i dansk tv.

Som jeg har udtalt til Berlingske og forklarer i en kronik i Politiken, ville jeg ikke skrive under på den erklæring i dag i lyset af den utryghed, der hersker for jøder i Danmark. Jeg holder fast i min kritik af den israelske stats ageren.

Jeg har spurgt Gjertsen, om hun vil forklare, hvor hun synes, jeg er ubalanceret eller unuanceret i min dækning. Jeg har ikke fået svar. Jeg mindede hende også om, at jeg hjalp JP’s journalist med at finde og vurdere arabiske kilder til dokumentation af, at DFLP, en tidligere samarbejdspartner for Enhedslisten, havde deltaget i Hamas’ angreb. Næppe noget, der tyder på en venstresnoet agenda.

At Hamas bruger terror som politisk metode, er temmelig indlysende og en gængs del af den akademiske litteratur om gruppen. Det er oplagt en del af dens krigsførelse af skræmme den israelske befolkning. Jeg har spurgt Gjertsen, hvilket citat hun har i tankerne, når hun skriver, at jeg relativerer Hamas’ terrorangreb. Jeg har som mange andre påpeget, at Vestens vage reaktion på de civile dræbte i Gaza, inklusive mere end 2.000 børn, er moralsk anløben. Det er min holdning, og den har jeg ret til at dele, uden at det placerer mig for eller imod partnerne i krigen. Jeg mener, at det er en humanistisk position. Jeg har taget skarp afstand fra Hamas’ angreb.

Hvis man vil motivforske, er der nok af citater at lede i. Siden den 7. oktober har jeg åbnet min telefon og stillet mig til rådighed for den danske offentlighed som en af få danske forskere med en specialisering i palæstinensisk historie. Jeg har også en særlig indsigt i politik og offentlig debat i den arabiske verden, der er temmelig væsentlig i denne tid. At forklare palæstinensiske og arabiske diskussioner er ikke det samme som at forsvare dem. Min viden har jeg opbygget gennem en lang akademisk karriere, en ph.d. fra et af verdens bedste universiteter og flere års ophold i arabiske lande. Jeg formidler også min viden om mellemøstpolitik som konsulentchef for et stort britisk analysefirma, der rådgiver regeringer og firmaer. Jeg oplever generelt, at mine analyser bliver set som saglige, hvad både DR og TV 2 har bekræftet.

Jeg er fuldt bevidst om det ansvar, der følger med, når så stor en krig som den, der udfolder sig nu, også giver dønninger i vores eget samfund. Emnet Israel-Palæstina er ekstremt ømtåleligt. Derfor holder mange forskere sig fra at udtale sig om det. Hvis man fremhæver Israels brud på Folkeretten, risikerer man at blive kædet sammen med fordækte motiver.

Jeg har ikke en særskilt kritisk holdning til Israel, og jeg er ikke politisk aktiv eller medlem af aktivistiske foreninger. Min forskning er motiveret af nysgerrighed og interesse i arabiske samfund og af indignation over de omfattende brud på menneskerettigheder og Folkeretten i regionen. Jeg har skrevet kritisk i pressen om undertrykkelse i Egypten, Saudi-Arabien, Marokko, Libanon og Det Palæstinensiske Selvstyre, og jeg har forsket i politiske fanger og vold i Syrien. Jeg mener, at forskere har en pligt til at oplyse og ret til at blande sig i debatten på baggrund af den viden, vi har.

At Israels besættelse og behandling af palæstinenserne på Vestbredden kan beskrives som apartheid, lyder nok voldsomt for mange. Men det er en udbredt konklusion i menneskeretslitteraturen, som Amnesty International, Human Rights Watch, Harvard Law School, og såmænd en tidligere chef for den israelske efterretningstjeneste, Mossad, er enige i. Benævnte chef, Tamir Pado, beskrev således, kort før krigen brød ud, den israelske besættelse som en »apartheidstat: et område, hvor to folk bliver dømt i henhold til to forskellige juridiske systemer.«

Idéen om, at der findes en enkelt “israelsk-kritisk” position, er misvisende. Mange israelere er i stigende grad kritiske over for Netanyahus regering, den messianske højrefløjs bosætterprojekt og den vold, der bliver udøvet mod palæstinensere. Min kritik er rettet mod den israelske stats ageren, ikke det israelske samfund, der er dynamisk og rigt. Israels venner burde støtte den kritik, for det er uomtvisteligt en helt central årsag til, at der ikke er fred. Hamas er den anden. Det vidner om en markant holdningsændring i den borgerlige presse, at Martin Krasnik den 20. oktober skrev i Weekendavisen, at Israels krig kun kan vindes ved et opgør med besættelsen. Jeg kan kun tilslutte mig den analyse.

Jyllands-Posten er stolt af sin liberale tradition. Gjertsens leder var åbenlyst illiberal. Det er trist, at et stort dansk dagblad fravælger vigtige perspektiver i dækningen af konflikten mellem Israel og Hamas med en påstået sammenhæng, som ikke eksisterer.

Svar: At underskrive en erklæring om en vidtgående boykot af Israel er indiskutabelt en israelkritisk erklæring. Det er glædeligt, at Sune Haugbølle har selverkendelse nok til at sige, at han ikke ville underskrive den i dag. Men det ændrer ikke ved, at det efter min mening er en relevant oplysning for læserne at vide, at han underskrev den i 2021. Jyllands-Posten har valgt mest mulig transparens i sin journalistik ved tydeligt at deklarere Sune Haugbølles politiske stillingtagen. Det samme har DR gjort. Det er til gengæld en misforståelse, hvis det giver indtryk af, at han ikke kan bruges som kilde i Jyllands-Posten, eller at vi »fravælger vigtige perspektiver«, som det fremgår af kritikken her. Jyllands-Posten dækker krigens nuancer og perspektiver fra begge sider i konflikten og med en bred palet af synspunkter og kilder. Vi vil blot insistere på præcision og deklaration i vores kildevalg. På samme måde ville vi nævne et folketingskandidatur for en økonom, der udtalte sig om topskat eller lignende. Det er ikke en ny praksis. Det er bare almindelig kildekritik, som vi er stolte af.

Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør, Jyllands-Posten