Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Få styr på ligelønnen, DBU

Regeringen og DBU står på sidelinjen, når det gælder udviklingen af kvindefodbold – det er på tide, de kommer ind i kampen.

Sara SørensenKultur-, rets- og ligestillingsordfører, Radikal Ungdom
Tobias LawaetzForretningsudvalgsmedlem, Radikal Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Kontroversielt.« Sådan lød det for nylig fra Spillerforeningen, da forslaget om ligeløn på de danske kvinde- og herrelandshold kom fra DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller.

“Endelig” er nærmere det ord, vi ville bruge. For debatten om forskellene på landsholdene er tiltrængt.

Vi er nemlig lige så store fans af landsholdene, som vi er af ligestilling – og der er masser af knolde på banen, når det handler om at skabe lige muligheder for kvinde- og herrefodbold – i dag er vi ikke i nærheden af at ramme målet.

Men den store ulighed ses desværre alt for tydeligt. Når kvinder og piger spiller fodbold, rammes de markant oftere af skader end drenge. En af de primære grunde er, at sporten skal foregå på præmisser, der er skabt ud fra den mandlige fysik.

Det har rigtig mange negative konsekvenser. Teenagepiger stopper ofte med sporten, og hvis vi vil ændre kulturen, må den også komme oppefra. Unge piger skal også have forbilleder at se op til.

Lad kvinderne spille på deres egne præmisser og ikke med udgangspunkt i mændene. Det gør, at flere spiller, flere ser, og kvindefodbold bliver bedre forankret i samfundet. Det er at skyde dimensioner forbi mål, hvis man tror, dette kan overføres en til en til den kvindelige fysik.

Det er blot et eksempel, som tydeligt viser den nedprioritering, kvindefodbold lider under. Det understreges også af, at den mangel på fodboldbaner, vi har i store dele af landet, oftest betyder, at det er kvinderne, der må undvære den ugentlige træning. Det er ikke godt nok, ligesom det heller ikke er godt nok, at mænd og kvinder ikke tjener det samme, når de repræsenterer det samme landshold.

Men behøver det egentlig være sådan?

Ikke, hvis du spørger os. Derfor foreslår vi, at man fra politisk side lægger en større indsats i at gøre forholdene for kvindefodbold så optimale som muligt.

Konkret skal det indgå i regeringens kommende idrætsstrategi, at DBU bør opfordres til at arbejde for, at der udstikkes nye retningslinjer for størrelsen af boldene og baner, så man sikrer noget så simpelt som, at kvinder spiller under forhold, der er tilpasset deres fysik.

Det virker da som sund fornuft, ligesom det også er sund fornuft, at vi som nation aflønner kvinde- og herrelandsholdene ens, når vi ellers så mange andre steder i Danmark står på mål for ligelønsprincipper. Bør det ikke også gælde fodbold? Det synes vi ligger lige til højrebenet.

Regeringen og DBU står på sidelinjen, når det gælder udviklingen af kvindefodbold – det er på tide, de kommer ind i kampen!