Havets død kan ikke komme som en overraskelse for nogen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det danske hav har det elendigt, og vi ved udmærket godt hvorfor. Foruden det store pres, der bliver lagt på vores døende farvande, når landbruget kvæler dem med kvælstof, så bundtrawler Danmark også en meget stor del af sit marine territorium. I mere end 100 år har vi fisket med bundslæbende redskaber, og konsekvensen af det er en havbund præcis som den, vi ser i dag: død.

Skal man høre et forsvar for det fra Danmarks Fiskeriforening selv, siger de, at hele 67,5 pct. af den danske havbund ikke berøres af de danske bådes trawl. Men det er både en halv sandhed og et selvmål, for det vidner om et fiskeri, der på ingen måde giver havbunden fred. Det er nemlig præcis bundtrawleriet, der udgør den væsentligste presfaktor i forhold til fysisk forstyrrelse af havbunden i danske farvande, og 67,5 pct. er et højt tal.

At det er en halv sandhed, at kun 32,5 pct. af havbunden påvirkes af bundtrawl, skyldes, at fiskeriforeningen går ud fra, at det kun er lige præcis det sted, hvor nettet har rørt havbunden, at påvirkningen kan siges at være sket. Men når der trawles på kryds og tværs af havet, og små pletter efterlades hist og her, kan disse små pletter ikke siges at være mere urørte end en remise, der er efterladt, isoleret og alene, når man har fældet en skov for at anlægge en mark.

Der ophvirvles desuden store mængder sediment, når man trækker nettene over bunden, og det frigiver tungmetaller og metan og alle de fortidens synder, som burde blive på havets bund. Desuden kan det ophvirvlede sediment tilsyneladende have en negativ påvirkning på torskens reproduktive succes. Påvirkningen er altså ikke bare begrænset til selve trawlsporet. Tværtimod.

Det er voldsomt, at mere end 32.000 km2 hav bundtrawles hvert eneste år af danske både (og mange steder flere gange end blot en enkelt gang) med det in mente, at der fjernes biomasse, og at livet på havbunden dræbes, hver gang der laves et slæb. Vi vil vove at påstå, at hvis ikke bundtrawl fandtes, ville det aldrig blive tilladt, at man begyndte at ødelægge den med bundslæbende redskaber.

Vores havbund er nemlig ikke gået i stykker af sig selv; vi har ødelagt den, og i stedet for at fortsætte med at gøre det kan vi give den fred og lade den komme til live igen. I Lyme Bay i England, hvor der er indført et trawlforbud, har man efterfølgende set en fremgang af livet i havet og en markant forøgelse af det øvrige fiskeri. Samtidig har det bæredygtige fiskeri i området været i stand til at sælge sine fangsterne til højere priser. Vi kunne lade os inspirere.

Vi har også angrebet havet fra landet. Kvælstofudledninger fra landbruget har over de seneste mange årtier kvalt vores marine økosystemer. Og det er ikke et uagtsomt naturdrab. Vi har udmærket vidst, at landbrugets kvælstof slår livet i havet ihjel. Ålegræsset er forsvundet, og iltsvindet har været ekstremt. Det har næsten været et koordineret angreb på havmiljøet – at pløje havbunden i stykker, mens man forurener på komplet ubæredygtig vis fra land. Man undres. Hvorfor har man ladet det ske?

Dansk landbrug er altså ved at ofre dansk fiskeri, mens dansk fiskeri (der primært satser på trawl) er i gang med at totalskade det hav, de selv afhænger af. Man kan ikke andet end at spørge, hvem der vinder på at opretholde så katastrofal en status quo?

Lobbyorganisationerne (Landbrug og Fødevarer & Danmarks Fiskeriforening) skal til at tage ansvar, for den nuværende regering har indtil videre vist, at de ikke tager opgaven seriøst. Så måske burde landbrugs- og fiskerilobbyen bruge deres store magt til at redde havet i stedet for at slå det ihjel.