Egypten skal ikke åbne grænsen til Gaza

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rafah, hedder grænseovergangen mellem Egypten og det besatte Gaza. Og selv om den er underlagt egyptisk kontrol, så er det ikke Egypten, der bestemmer, hvem, hvornår og hvorfor nogen – palæstinenserne – kan komme igennem den ene eller den anden vej. Og det samme gælder at tillade nødhjælpen i at komme ind, som det er tilfældet i disse dage. Særligt efter at Israel har bombet grænseovergangen og området op til på den palæstinensiske side.

Men uanset hvad, så har Egypten truffet den eneste rigtige og modige beslutning; grænsen bliver ikke åbnet for at tillade – mindst – hundredtusinder af palæstinensere at flygte sydpå og videre på den anden side af grænsen til Sinaihalvøen.

For det er lige netop, hvad Israel og Netanyahu vil. Eller rettere altid har ønsket og drømt om. Det har israelerne og særligt Netanyahu foreslået og forsøgt over for amerikanerne og arrogant nok også for egypterne, der i over 15 år har – med rette – nægtet end at drøfte den forrykte idé og plan.

Den går i al sin enkelthed ud på at flytte de efterhånden 2,2 mio. palæstinensere – eller mindst to tredjedele af dem – til netop den nordlige del af Sinaihalvøen. Med ikke mindst massiv amerikansk hjælp – logistisk og økonomisk.

Det har Netanyahu forsøgt at sælge til den daværende egyptiske præsident Mubarak, længe inden han for 13 år siden blev væltet under Det Arabiske Forår.

Men siden er idéen og planen om at løse ”problemet med Gaza” en gang for alle været ytret åbenlyst af mindst to af partierne i Netanyahus stærkt højrenationalistiske koalition. For samtidig med det skal palæstinenserne på den besatte Vestbred og i den besatte palæstinensiske hovedstad, Al-Quds/Østjerusalem, skubbes – på den eller anden måde – til Jordan.

I sin enkelthed siger Egypten nej til at medvirke i den åbenlyse etnisk udrensning af palæstinenserne og et nyt 1948.

Allerede i forbindelse med at Israel indledte belejringen af Gaza i 2007, og da den daværende israelske premierminister, Ehud Olmert, erklærede, at målet ikke var at udsulte palæstinenserne i Gaza – men blot at tvinge dem på kur, så var planen at inddrage Egypten i belejringen. Med eller uden Egyptens accept.

Den opgave blev af Israel overladt til den amerikanske Kongres. Og muligheden kom i januar 2008.

For selv om en aftale mellem Egypten og Israel – med EU som garant og mægler – fra 2005 indebar en israelsk forhåndsgodkendelse med hensyn til, hvem der kunne komme ind og ud gennem Rafah-grænseovergangen, så tillod Egypten den 23. januar samme år, at ca. trekvart million palæstinensere vandrede op mod 25 km ind i Sinai for at handle de mest basale dagligvarer, som på det tidspunkt var – og fortsat er – forbudte for Gaza at importere.

Det kom, efter at palæstinenserne i flere dage demonstrerede fredeligt i protest over måneders varemangel.

Få dage efter blev Egypten af Israel og den amerikanske Kongres tvunget til den totale lukning – på ubestemt tid – af grænsen efter en trussel om at stoppe de årlige ca. 2 mia. dollars i amerikansk hjælp.

Grænseovergangen har siden været lukket, med få undtagelser, hvor den få gange om året – og kun efter veltilrettelagte og organiserede aftaler – holdes åbent for personer, der opfylder strenge kriterier, og som skal ind eller ud i forbindelse med rejser til studier i udlandet, humanitære tilfælde, pilgrimme og lignende.

Dertil kommer, at Rafah historisk ikke har været en nøglegrænsepost. I årtier var den lukket under besættelsen og helt frem til midten af 1980’erne i forbindelse med fredsaftalen mellem Egypten og Israel. Og selv herefter kunne den kun bruges af gående personer.

Også derfor kan Israel ikke løbe fra sit ansvar over for Gaza, der med rette betegnes som verdens største friluftsfængsel.