Pædagogikken er under pres

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kig med ind i min hverdag som pædagog/mit arbejde en morgen mellem kl. 7.30-8.00.

Vi er to pædagoger i huset. To. Der er allerede mødt syv børn ind mellem kl. 6.30-7.30. De har haft en stille morgen med en nærværende pædagog. Mellem kl. 7.30-8.00 vælter det ind med børn. Flere har brug for at blive afleveret i min favn, inden de kommer i gang, andre skal have hjælp til at vinke farvel i køkkenet. Nogle forældre har brug for at aflevere en besked. Et barn laver lort i bleen og skal skiftes. Nogle skal tørres på toilettet. Vi skal hjælpe med at finde perler frem til dem, der vil starte med det. Nåh ja! – så vælter skålen med perler ud over det hele. Et barn slår sig og skal trøstes, en af de nye treårige bliver ked af det og savner mor og far, tre børn har en konflikt og skal hjælpes, og så er min kollega for øvrigt i gang med at tage imod et barn, der kræver én til én-kontakt, hvis dagen skal lykkes for hende.

Lederne i daginstitutionerne står på hovedet for at få et vagtskema til at gå op, så vi er flest mulige pædagoger til stede, når der er flest børn. Men når der er mange børn hele tiden, bliver opgaven umulig, for der er kun de timer, der nu engang er.

Pædagoger arbejder hver dag for at give børn de bedst mulige udviklingsbetingelser, og det kræver tid. Tid til omsorg, tid til nærvær, tid til fordybelse og tid til at skabe trygge relationer. Men tid er en mangelvare i danske daginstitutioner, som overstående beskrivelse af en morgenstund viser.

Vi er mange stolte pædagoger og ledere med høj faglighed, der brænder for vores fag og er stolte af alt det, vi kan – MEN vi er ikke stolte af de vilkår, vi skal udøve vores faglighed under.

Vi ved godt, hvad der skal til for at skabe det gode børneliv. Mulighed for at lave små børnegrupper, hvor vi kan være nærværende pædagoger, som kan aflæse, afstemme og justere os efter det enkelte barns behov, og som har tid til at være nysgerrige og se bag om barnets intentioner. At vi har mulighed for faglig sparring og refleksioner sammen med pædagogkollegaer og den pædagogiske leder. Når barnet møder pædagoger, der har overskud at give af, både menneskeligt og følelsesmæssigt, så lykkes vi med det, vi er sat i verden for.

Men vi er alt for få pædagoger til alt, alt for store børnegrupper og flere og flere børn med komplekse behov, der gør, at de har svært ved at indgå i en almindelig hverdag uden ekstra støtte fra netop pædagoger.

Derfor oplever jeg ligesom mange andre pædagoger, at vi igen og igen bliver sat i situationer, hvor vi skal vælge, hvilket barn der har mest brug for omsorg, hvem der trænger mest til trøst, ro eller opmærksomhed. Det betyder, at børnene ofte møder pressede og stressede pædagoger, der står med en følelse af ikke at slå til, hvor de egentlig burde møde pædagoger med rolige nervesystemer til at dele ud af.

Hvorfor har vi skabt institutioner, hvor det ikke er muligt med de vilkår, der er, at give alle børn det, de har brug for? Hvorfor er det, at vi som pædagoger hele tiden skal vælge mellem det enkelte barns behov og fællesskabets behov, fordi vi ganske enkelt ikke kan splitte os selv i atomer? Det skaber i hvert fald ikke grobund for trivsel og godt børneliv.

Derfor skal der investeres i det gode børneliv. Det gøres der blandt andet ved at investere i minimumsnormeringer på institutionsniveau. Men det gøres også ved at hæve lønnen til pædagoger, så det bliver attraktivt både at være i faget, blive i faget og uddanne sig til pædagog.