Terrorangreb virker desværre
Vores åbne samfund kues af terror – typisk af tilrejsende migranter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Alle muslimer er ikke potentielle terrorister, men til gengæld er de fleste terrorister på verdensplan muslimer som demonstreret ved de mange frygtelige terrorangreb – senest i Israel og Belgien.
Efter et terrorangreb i Vesten fordømmer vi typisk og støtter ofrenes familier, beroliger omgivelserne, iværksætter nogle flere forebyggende tiltag samt lover hinanden at udvise fasthed. Så er alibiet vel i orden, indtil næste terrorangreb kommer – for det gør det som bekendt! Terrorister drives nemlig af had, hævn og hæder.
Hadet har de ikke fra fødslen, men det læres på nettet, i fængsler eller under opvæksten som f.eks. palæstinenseres had til Israelere og jøder generelt eller fremelskes i rabiate religiøse sammenhænge som Islamisk Stat eller i moskéer i fundamentalistiske kredse, der typisk anser alle vantro som gyldige mål for hadet. Hævnønsket kommer fra fortolkninger af Koranen eller som et ønske om at straffe for en oplevet uret mod andre muslimer gennemført af pågældende nation eller af en allieret – typisk USA. Hæderen kommer så efter døden som martyr på islams vegne og af ligesindedes lykønskninger til terroristens familie samt ved megen omtale i medierne, der desværre alt for ofte forstærker terroristens budskab og frister andre til lignende angreb.
Vestlige medier bidrager således typisk helt unødvendigt til at viderebringe budskabet og frygten ved overdrevent og kontinuerligt at omtale terrorangreb, hvor det burde mødes af foragt, religiøs fordømmelse og derefter tavshed.
Hvordan forhindres dette fortsatte had til Vesten, der jo typisk tidligere har taget godt imod terroristen som migrant/flygtning med beskyttelse, ydelser, bolig m.v.? Svaret er desværre, at det ved vi ikke – så terrorangreb vil fortsætte og medføre mere frygt og øget bevogtning i vore åbne samfund, der allerede i et vist omfang har pålagt sig selvcensur i udtalelser, handlinger og medier for ikke at friste potentielle terrorister.