Flere penge er godt, men løn er blot det første problem, der skal løses for sosu-faget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så langt øjet og økonomernes regnemaskiner rækker, vil der mangle arbejdskraft inden for social- og sundhedsområdet. Heldigvis har politikerne opdaget det og foreslår nu at omfatte branchen i det varslede lønløft af udvalgte grupper.

Det er godt, at der nu tages reelle skridt til at ændre den økonomiske virkelighed for tusinder af medarbejdere i omsorgssektoren, som bl.a. passer vores ældre. Men selv om mere i løn er vigtigt, er nogle af grupperne også økonomisk udfordret på andre områder. Mange sosu-medarbejdere er f.eks. nødsaget til at gå ned i tid, fordi dagligdagen i sektoren er tilrettelagt, så det er svært at arbejde fuldtid.

Hvis det skal blive mere attraktivt at vælge social- og sundhedsfag til, skal politikerne derfor have et bredere perspektiv på løsningerne. Det haster, for lige nu er risikoen for nedslidning af social- og sundhedsmedarbejdere og exit fra arbejdsmarkedet alt, alt for stor. Fem år efter uddannelsen har mere end hver tredje sosu forladt faget. Det viste vi i en analyse i 2022.

Foruden bedre løn og arbejdsvilkår i branchen er der et tredje absolut nødvendigt tiltag, nemlig pensionsforholdene.

Arbejdsmarkedspensionerne spænder et sikkerhedsnet ud under de personer, der er så uheldige at måtte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligt, ved at sikre, at der stadig spares op til pension, og at der gives lidt hjælp ved siden af førtidspensionen. Et fint og ordentligt princip, der viser fællesskabets styrke, så den enkelte uheldige ikke lades i stikken. Men forskelle i risiko for at få tilkendt førtidspension på tværs af selskaber betyder, at de svageste i højere grad ender med regningen. Netop for sosu’erne er der en markant højere risiko for førtidspension. Og det går ud over hele fællesskabet.

Tidligere analyser fra Kraka Advisory viser nemlig, at pensionen udhules år for år. Når det problem rejses, bliver de hårdest ramte pensionsselskaber som f.eks. Pensam mødt med en belejligt opstået myte: Omsorgsmedarbejderne er overkompenserede i deres pensionsudbetalinger, og man kan derfor sagtens skære i deres pension. Ud over at være en hamrende uretfærdig opfattelse er den også forkert. Sosu-medarbejdere er ifølge en ny analyse f.eks. på ingen måde overkompenserede i forhold til deres løn.

Faktum er, at med den supplerende ydelse ligger Pensams medlemmer lidt under gennemsnittet i forhold til kompensationsgraden, som angiver forskellen mellem det, man kan leve for på førtidspension, og lønnen som erhvervsaktiv. Uden ydelsen ville de tilhøre gruppen af de allerfattigste førtidspensionister. F.eks. viser beregninger, at en sosu med en gennemsnitlig indkomst vil have en kompensationsgrad på 67 pct., hvis man havner på førtidspension.

Den regning, der er for risikoen ved at gå på arbejde, når man er ansat i omsorgssektoren, burde lande hos alle på arbejdsmarkedet, så det er det brede fællesskab, der betaler. En mulig løsning, som Kraka Advisory regner på lige nu, er at kompensere for risikoforskellene på tværs af faggrupper ved en genforsikringsmodel, hvor risikoen fordeles på alle skuldre. Det er simpelthen i strid med velfærdssamfundets grundforståelse, at det er de i forvejen svagest stillede grupper, der skal holde hånden under kolleger, der nedslides på jobbet.

Mere i løn er selvfølgelig en rigtig prioritet, men langtfra tilstrækkeligt til at gøre sosu-faget attraktivt. Bedre løn, ordentlige arbejdsvilkår og udsigt til en rimelig pension skal løses på samme tid, for at faget kan tiltrække dygtige medarbejdere til et af de centrale områder at måle velfærdssamfundet på, nemlig hvordan vi behandler svækkede eller gamle mennesker. Det er nødvendigt, hvis vi skal tage det problem alvorligt, som statsministeren gentagne gange har talt om: at vi alle skal levere flere arbejdstimer for at bevare vores fælles velfærdssamfund.