Vi er ramt af chikane

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Karina er HK’er og blev hængt ud på sociale medier af en borger. Fik delt sit navn, sine kontaktoplysninger og hele sin mailkorrespondance med borgeren. Hvorfor? Fordi borgeren var uenig i hendes afgørelse som beskæftigelsesfaglig medarbejder på jobcenteret. Efterfølgende blev hun kontaktet privat af borgerens pårørende med beskeder som, hvordan hun kunne leve med sig selv.

Det er bare en af de historier om digital chikane, som vores medlemmer, engagerede ansatte i kommuner og regioner, i stigende grad oplever. I værste fald fører det til opsigelser eller sygemeldinger. I bedste fald bare en lille nagen: ”Hvad nu, hvis? Hvad bliver det næste?”

Her i JP skrev psykoterapeut Merete Hessel i et debatindlæg 2/10, at vi som fagforbund ikke kan nøjes med at påpege udfordringerne – vi skal bidrage til at løse dem. Til det må jeg bare sige, at vi altid har søgt dialogen med arbejdsgiver for at forbedre forholdene og klæde vores medlemmer ordentligt på. Ved de seneste overenskomster har vi sikret tilbud til både kommuner og regioner med bistand til tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og lederudvalg til at forebygge og håndtere digital chikane på arbejdspladserne. Derudover sætter vi på vores uddannelser for tillidsvalgte fokus på vold, mobning og chikane.

Men det kan ikke stå alene. Derfor er det også min pligt igen at påpege udfordringerne. For vi står over for et stigende problem. Det viser både vores medlemsundersøgelser og antallet af politianmeldelser om fornærmelig tiltale, krænkelse og trusler mod offentligt ansatte.

Derfor er det også beskæmmende at være vidne til, at vores folketingspolitikere er dem, som ofte går forrest, når det kommer til at tale negativt om visse grupper af offentligt ansatte. For hvis de med magten og mest taletid her i landet taler nedsættende om f.eks. administrative medarbejdere og jobcentermedarbejdere, er det klart, det smitter af på resten af befolkningen. Det er med til at legitimere den behandling, flere og flere af vores medlemmer må leve med konsekvenserne af.

Sagen, som Karina blev hængt ud for, endte hos Ankestyrelsen. Styrelsen konkluderede, at alt var udført korrekt. Det er i realiteten historien uvedkommende. Men jeg ved, at nogen vil tænke: ”Var hun ikke selv ude om det?” Det er man aldrig. Det er lige netop den tankegang, vi skal væk fra. Vi bliver nødt til at ændre vores retorik over for offentligt ansatte. Og det starter hos vores folkevalgte.