De Konservative har en utrolig trang til at ville udslette sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som tidligere mangeårigt aktivt medlem af Det Konservative Folkeparti har jeg gennem længere tid med adskillige andre ligesindede undret mig over mit gamle partis ageren og åbenlyse selvudslettelsestrang.

Knap havde statsminister Mette Frederiksen sluttet sin åbningstale i Folketinget, før Søren Pape og med ham Inger Støjberg, Pernille Vermund og Morten Messerschmidt haglede talen og dens indhold helt ned under gulvbrædderne. Nu er der ganske vist intet usædvanligt ved en sådan reaktion fra oppositionspartier, men helt uforståeligt er det imidlertid, da statsministerens tale i hidtil uset grad var sprængfyldt med borgerlige værdier og holdninger, hvilket Liberal Alliances Alex Vanopslagh åbenbart var i stand til at se.

Som bekendt havde statsministeren rettet fokus mod folkeskolen og de problemer, som hersker der, og som er åbenbare for alle. Blandt andet gjorde hun det klokkeklart, at forældrene har ansvaret for at opdrage deres børn, så de kan opføre sig ordentligt i klasseværelset og dermed bidrage til at genskabe lærerens autoritet. Alt for ofte føler forældre sig kaldede til – blandt andet via Aula – at blande sig i lærerens undervisning og dermed i sidste instans sætte spørgsmålstegn ved dennes faglige viden og pædagogiske kompetencer.

At uro og spektakel i klasseværelset er en massiv hindring for en effektiv og frugtbar indlæring, nævnte statsministeren også, ligesom hun tydeligt understregede, at det er nu, der skal foretages en udlugning i og en kraftig decimering af de tilsammen ca. 4.000 forpligtende og vejledende læringsmål for folkeskolen. Faglige færdigheder – hvad enten de er boglige eller praktiske – skal erstatte fine fraser. Eller med andre ord: Børnene skal dyrke sport i idrætstimerne og ikke spilde tiden på at sætte idrætten ind i en kulturhistorisk kontekst.

I faget madkundskab skal det være slut med opblæste fraser om, at eleverne »gennem alsidige læringsforløb skal udvikle selvværd, fantasi, madlavningsglæde og erkendelse, så de bliver i stand til begrundet at tage stilling til og handle i overensstemmelse med dette«. Ifølge statsministeren kunne en ny formålsparagraf ganske enkelt lyde: Eleverne skal lære at lave mad.

At Mette Frederiksen derudover påpeger det helt horrible i, at knap hver 10. elev i dag forlader folkeskolen uden at kunne regne og skrive, og at hun ønsker en kraftig ændring af dette, kan for mig at se – sammen med alt ovennævnte – kun være udtryk for en udpræget solid borgerlig tankegang og holdning. Men det er det måske ikke længere i hr. Papes optik?

I stedet for at slutte op om sådanne borgerlige synspunkter må man lægge øre til et hylekor fra de borgerlige partiers side, som for ethvert tænkende menneske må føre til den logiske konklusion, at den helt uovervejede kritik udelukkende fremføres, fordi budskabets afsender hedder Mette Frederiksen.

Tydeligt skinnede det også igennem, da statsministeren for nylig understregede, at danskerne nødvendigvis måtte arbejde og ikke fortsat gå ned i tid, såfremt velfærdssamfundet skulle opretholdes. Minsandten om ikke det affødte en mere end besynderlig kommentar fra Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape, der med syvtommersøm fastslog, at det under ingen omstændigheder var folks pligt at »agere skaffedyr for staten«.

Mig bekendt har det ellers i årtier være en borgerlig mærkesag at få borgerne til at forstå, at man må yde, hvis man vil nyde. Hvad var ellers meningen med at levetidsindeksere pensionsalderen, beskære dagpengeperioden og indføre kontanthjælpsloft? Søren Pape mener måske også, at infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelse, ældrepleje og forsvar kommer flyvende af sig selv? Mon ikke Søren Pape skulle tænke sig om, hvis han vil undgå at tage livet af sit parti?