Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vores arbejde er ikke bare sådan noget, alle kan udføre

Sosu-assistenter udfører kerneopgaver, og det er ikke urimeligt at ville aflønnes ordentligt for det.

Gitte SørensenSocial- og sundhedsassistent, Odder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Social- og sundhedsassistenter er uddannet til en bred vifte af funktioner og kan derfor varetage mange forskellige opgaver på mange forskellige arbejdspladser – ikke kun på plejehjem, som mange tror. Jeg arbejder på en lukket psykiatrisk hospitalsafdeling, hvor jeg kan bruge mine faglige evner, og det giver mig stor arbejdsglæde. Fælles for stort set alle de funktioner, der besættes af social- og sundhedsassistenter, gælder det, at de kræver mange forskellige kompetencer, og vi løfter en stor kerneopgave i det danske samfund, som til tider kan være hårdt både fysisk og psykisk – men det afspejler sig ikke på vores lønseddel. Min arbejdsdag er sjældent ”normal”, og jeg trives faktisk rigtig godt med det, men det kan også tære på kræfterne. På de gode dage har jeg tid til dybere terapeutiske samtaler med mine patienter og også samtaler med pårørende i krise og sorg. Alt i alt synes jeg ikke, det er urimeligt at bede om en løn, der matcher mit ansvar og opgaver.

Lige nu mener jeg, at vores løn afspejler en antagelse, at ”alle kan da blive sosu”, hvilket simpelthen ikke er sandt.