Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Grænsekontrol virker ikke

Nu er det slået fast. Grænsekontrollen er en løsning, der ikke virker på et problem, der heller ikke findes.

Margrete AukenMEP (SF)
Kira Marie Peter-HansenMEP (SF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Konklusionerne i en ny rapport fra EU-Parlamentets udvalg for borgeres rettigheder, der stiller skarpt på grænsekontrollen i Danmark og en håndfuld andre EU-lande, er sylespidse: Grænsekontrollen er både ulovlig, baseret på udokumenterede farer og fuldstændig uden effekt.

Det er pinlig læsning for en dansker.

Grænsekontrollen var angiveligt midlertidig. Men den har nu været der siden 2016 og kostet millioner af skattekroner. Og det er penge lige ud af vinduet. Hovedargumentet for grænsekontrollen er at modvirke grænseoverskridende kriminalitet – som om de kriminelle står i en lang kø, og grænsekontrollen kan stoppe dem. Det er ren fiktion. Politiet siger selv, at hvis kriminelle går over, hvor der er kontrol, er de dummere, end politiet tillader. Her er det faktisk danskerne, der er for dumme, ja, til grin for vores egne penge.

De, der er flest af ved grænseovergangen, er helt almindelige mennesker. Folk, der pendler over grænsen til deres arbejde, turister, der vil besøge landet, eller lastbilchauffører med varer til danskerne. Grænsekontrollen er til helt overflødig besvær for dem.

Som om det ikke var galt nok, er grænsekontrollen også ulovlig. I rapporten kritiseres Danmark for at krænke EU’s love og undergrave retsstatsprincipperne i EU. Ved at forlænge grænsekontrollen overtræder vi Schengenreglerne. Samtidig bliver vi kritiseret for at sætte lighedstegn mellem asylsøgere og kriminelle i argumentationen for grænsekontrollen. Det er et brud på EU’s forbud mod diskrimination.

Danmark er ellers altid ude med riven, når andre stater ikke respekterer deres retlige forpligtelser. Når der ryger EU-midler i lommerne på Ungarns overklasse, eller Polen diskriminerer minoriteter, siger vi højlydt fra. Men det er skidt for vores troværdighed, at vi ikke selv kan holde vores sti ren.

Vi bør i stedet fokusere på reelle problemer og effektive løsninger. Ressourcerne skal bruges på at styrke Europol-samarbejdet og forbedre systemer for asylsøgere. Vi skal have fælles løsninger, ikke nationalistisk symbolpolitik.