Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det var en rigtig dårlig idé

Staten skal overtage regionernes opgaver. De har vist, at de ikke selv kan klare dem.

Gunnar Rose-HansenTidl. amtsrådsmedlem i Viborg Amt, Skive

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2007 fik vi den nye reform, hvor 271 kommuner blev til 98 storkommuner, og 14 amter blev til fem regioner. I forordet til reformen stod dette citat: »De nye, stærke regioner skaber et godt grundlag for at nå målet om et sundhedsvæsen i verdensklasse.«

Der er ingen tvivl om, at beslutningen om sammenlægningen af kommunerne var en god beslutning. Nedlæggelse af amterne var ligeledes en god beslutning, men at amterne blev erstattet med regionerne, har – med alle de problemer, sundhedsvæsenet har haft – vist, at beslutningen var en rigtig dårlig idé.

Om det er, fordi regionerne ikke har fundet det passende at samarbejde om de store projekter, der er gennemført, ved jeg ikke, men det virker, som om det ikke er sket.

Jeg vil derfor foreslå, at staten overtager opgaven ved at udpege en bestyrelse med en direktør samt fagligt kompetente personer, der ved, hvad der skal til for professionelt at drive et sundhedsvæsen. Derved vil man undgå eller i hvert fald kraftigt minimere de mange fejldispositioner, der er foretaget. Desuden bør man etablere et repræsentantskab med deltagelse af storkommunerne, således at alle landsdele politisk kan påvirke beslutningerne.

I en sådan løsning bliver regionsrådene overflødige og kan dermed nedlægges. Regionernes øvrige opgaver foreslås fordelt til storkommunerne/direktoraterne. Den model vil ligeledes sikre, at den, der udfører opgaven, også betaler, så staten bliver direkte ansvarlig for udviklingen af sundhedsvæsenet.