Historie om svigt på bosted er hjerteskærende. Men heldigvis ikke et retvisende billede af kvaliteten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I løbet af sommeren har man i nærværende avis kunnet læse om svigt, voldsomme hændelser og manglende faglighed på sociale tilbud.

Det er hjerteskærende læsning, for det må simpelthen ikke ske, at vi svigter de mennesker, der har allermest brug for tryghed og omsorg. Og af den grund er det umådeligt vigtigt, at medier som Jyllands-Posten skriver den slags historier – også selvom det er hårdt at læse om.

Det er nemlig kun ved at få historierne frem i lyset, at vi kan lære af dem og arbejde for, at det ikke sker i fremtiden. At være optaget af den læring – og kamp for kvalitet i socialt arbejde – er efter min mening også at vise respekt over for de mennesker, der er blevet svigtet, og deres pårørende.

Når det er sagt, så er det nødvendigt at huske på, at disse historier langtfra giver et retvisende billede af virkeligheden på sociale tilbud rundtom i Danmark.

I Socialministeriets egen evaluering af socialområdet fra sidste år kan man læse, at »Socialtilsynets kvalitetsvurderinger tegner et billede af en generelt høj kvalitet på de sociale tilbud«. Det er tilfældet, uanset om det gælder sociale tilbud for børn, unge eller voksne. Og ja, det er faktisk også tilfældet, uanset om det gælder offentlige eller ikke-offentlige tilbud. Vi kan endda se i rapporten, at de ikke-offentlige på flere parametre klarer sig bedre end de offentlige.

Hvorfor skal jeg absolut påpege, at de ikke-offentlige tilbud klarer sig bedre, tænker læseren måske. Det handler hverken om selvglæde eller taktløshed. Det handler simpelthen om, at ikke-offentlige sociale tilbud alt for ofte anklages for manglende faglighed eller for at være mere interesseret i at tjene penge end at hjælpe mennesker i sårbare positioner. Den fejlslutning er ikke bare forkert, den er problematisk, for den mistænkeliggør de mange dedikerede og fagligt dygtige medarbejdere på ikke-offentlige sociale tilbud, som hver dag går på arbejde for at skabe gode rammer for de mennesker, der bor der.

Som Jyllands-Postens artikler viser, så findes der desværre steder, der skævvrider det generelle billede, men i stedet for at generalisere og udskamme ud fra de enkelte tilfælde, bør vi besinde os og huske på, at langt de fleste gør det rigtig godt. Derudover skal vi som sagt se på de ting, der er sket, og sørge for, at sikkerhedsnettet for beboere på sociale tilbud bliver helt fintmasket. Den høje kvalitet på de sociale tilbud må aldrig få os til at hvile på laurbærrene. Vi skal have et vedvarende fokus på at gøre det endnu bedre, så alle de mennesker, der lever i sårbare og udsatte positioner, får hjælp af den højest mulige kvalitet. Det mener jeg, at vi som samfund skylder dem.

Præcis af den årsag vedtog medlemmerne af LOS tidligere på året det, vi sammen har kaldt et ”etisk forventningskatalog”, man som medlem skal leve op til. Det indebærer 10 etiske fordringer til, hvordan vi sikrer trivsel og god livskvalitet for de børn, unge og voksne, som enten bor hos LOS-medlemmer, eller som på anden vis modtager deres hjælp.

Det er ikke, fordi kataloget og dets indhold er fremmed for de mange sociale tilbud, der er medlemmer af LOS, for det ligger tæt op ad den kvalitetsmodel, Socialtilsynet vurderer de sociale tilbud på. Men der er et par vigtige tilføjelser om f.eks. at række ud til civilsamfundet og have fokus på dialog og samarbejde.

For mig er kataloget et utroligt vigtigt signal, vi sender til hinanden, om hvad det er, de mange ikke-offentlige sociale tilbud står for: nemlig ordentlighed og ansvarlighed. Og ikke mindst et utroligt vigtigt signal til de børn, unge og voksne, der har brug for vores hjælp. For de fortjener den bedste hjælp.