Mere fleksibelt lønsystem i den offentlige sektor er en mere varig løsning på de strukturelle udfordringer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med de kommende trepartsforhandlinger om mere løn til offentligt ansatte lægger regeringen op til at løfte lønningerne for udvalgte grupper af offentligt ansatte med op imod 7 mia. kr.

Dermed bryder regeringen med et centralt princip om, at lønnen i den offentlige sektor altid skal følge den private lønudvikling, og at det er de konkurrenceudsatte virksomheder, som fastlægger lønudviklingen i Danmark. Derfor er det en farefuld sejlads, regeringen er på vej ud i.

Og i den situation er det helt afgørende, at regeringen tager sit eget regeringsgrundlag meget alvorligt og sikrer, at lønmodtagerne giver modydelser til gengæld for den ekstraordinære lønstigning. Det kan for eksempel være i form af øget fleksibilitet, mindre deltidsarbejde og øget brug af lokal løndannelse.

”Send flere penge”-metoden løser slet ikke de reelle problemer med den offentlige sektors løndannelse og herunder de tilbagevendende diskussioner om lønforholdene i de forskellige fag. Der er brug for mere gennemgribende strukturelle ændringer, og derfor bør regeringen gøre op med de alt for stive lønsystemer i den offentlige sektor.

I den offentlige sektor er løndannelsen i høj grad centraliseret, hvilket betyder, at lønnen fastsættes i overenskomsten med begrænset mulighed for lokale og individuelle tilpasninger – modsat kutymen i det private.

Lønstigningerne i de offentlige overenskomster er typisk fastsat ud fra anciennitetsbestemte løntrin og tillæg, som den enkelte medarbejder modtager uafhængig af kvaliteten eller værdien af det udførte arbejde.

Tal fra Lønstrukturkomitéen viser, at den lokalt aftalte løn i gennemsnit kun udgør 8-10 pct. af lønnen i de offentlige delsektorer. Modsat er 86 pct. af lønnen lokalt aftalt i den private sektor. Den lokale løndannelse i den offentlige sektor skal derfor styrkes, så det i højere grad kan anvendes som et ledelsesværktøj til at belønne og fastholde dygtige medarbejdere.

Hvis det offentlige lønsystem skal være mere dynamisk, vil det kræve, at der afsættes midler fra den samlede lønramme ved overenskomstforhandlingerne.

På den måde vil en større del af lønmidlerne kunne forhandles individuelt eller til bestemte grupper eller løsning af særlige opgaver på de enkelte arbejdspladser. Det betyder, at den enkelte medarbejders garanterede lønstigning vil blive mindre, men omvendt vil det give mulighed for at få en ekstra pose lønkroner, hvis vedkommende yder en ekstra indsats, ligesom det i højere grad vil være muligt at tage højde for rekrutteringsudfordringer.

Bedre og øget brug af individuel løn kan yderligere udbygges ved at gøre det nemmere at omfordele midler mellem stat, kommuner og regioner. Det vil gøre det muligt at tilpasse lønstrukturerne de lokale såvel som nationale rekrutteringsbehov – så længe den overordnede lønudvikling i den offentlige sektor ikke overstiger lønudviklingen i det private.

Et mere fleksibelt lønsystem i den offentlige sektor vil være en mere varig løsning på nogle af de strukturelle udfordringer, som den offentlige sektor står over for. Det gælder både den svage produktivitetsudvikling i det offentlige og den manglende evne til at håndtere rekrutteringsudfordringer inden for lønrammen.

Når regeringen nu har lagt sig fast på, at den vil give et ekstraordinært lønløft til grupper af offentligt ansatte, er det derfor helt afgørende, at den også benytter anledningen til at sikre et mere robust og fleksibelt lønsystem. Det er til gavn for os alle, at samfundet får mest mulig værdi ud af de lønkroner, som vi bruger i det offentlige.