Hvad er forskellen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politikerne begrænser den kunstneriske ytringsfrihed, hvis den foreslåede udvidelse af straffeloven med et »forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund« vedtages af Folketinget.

Bestemmelsen vil nemlig finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i en kunstnerisk sammenhæng. Adskillige meningsdannere, kunstnere og journalister har haft travlt med at beklage, at den såkaldte performance- og konceptkunst i et vist omfang vil blive ramt af regeringens lovforslag. Således har Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, kaldt Andy Serranos ”Piss Christ”, der viser et krucifiks nedsænket i kunstnerens eget urin, for »et meget fint kunstværk«, der angiveligt vil blive betegnet som ”utilbørligt”. Værket har været udstillet på kunstmuseet Trapholt, hvis direktør, Karen Grøn, forventelig derfor også kalder det for »et lødigt værk med religionskritisk potentiale«. Men nu kan det så undre, hvorfor Rasmus Paludans koranafbrændinger er gemen provokation, når for ”Piss Christ” og den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkans koran-makuleringer er stor kunst? Det giver Karen Grøn en forklaring på. Efter hendes definition er provokation kunst, når der er tale om en »kunstfagligt anerkendt kontinuerlig, kunstnerisk praksis for vedkommende kunstner«.

Nu er der mig bekendt endnu ingen, der har ophøjet Rasmus Paludan til kunstner, og hans provokatoriske afbrændinger er derfor ikke kunstværker, men efter nævnte definition opfylder han efter min mening til fulde kriterierne for at være det, idet han som bekendt har udført koranafbrændinger i en kontinuerlig praksis – og det er vel også en kunst i sig selv at få sat ild i en tyk bog som Koranen! Disse performancekunstneres installationer og happenings er i virkeligheden politiske manifestationer og rangerer derfor på lige fod med Paludans afbrændinger.

Som formuleret af Grundtvig bør der vel være:»Frihed for Loke såvel som for Thor«, når det gælder ytrings- og åndsfrihed og dermed retten til at være blasfemisk. Jeg støtter ikke Rasmus Paludan og ligesindedes provokatoriske og politiserende koranafbrændinger, men det er et paradoks, at hvis man først er anerkendt som kunstner, er det, man laver, åbenbart kunst, uanset hvor provokerende, uæstetisk, åndsforladt og aktivistisk politiserende det er, og så skal det beskyttes af ytringsfriheden, men hvis andre gør det samme, er det en ”utilbørlig” handling. Budskabet i ”Kejserens nye klæder” er åbenbart stadig aktuelt.