Det er tungt. Til gengæld er det også dyrt
Indkaldelser til vaccination er både besværligt og dyrt. Det er en ommer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det danske sundhedsvæsen jamrer og beklager sig over de manglende ressourcer. Men hvorfor er det så, at den årlige vaccination mod influenza skal gøres på den mest omkostningstunge metode for både sundhedsvæsen og borger?
Jeg har bestilt tid hos lægen til det årlige tjek som opfølgning på tidligere blodpropper i hjertet og vil så også gerne have den årlige vaccination mod influenza. Klinikken kunne kun fortælle, at eventuel vaccination skal foretages på et regionalt vaccinationscenter. Det var faktisk lidt lettere for mig at få vaccinationen, når jeg alligevel besøger min læge i oktober.
Nu har jeg så modtaget et brev i min e-boks – at den årlige influenzasæson nærmer sig, og jeg på et tidspunkt vil få endnu et brev i min e-boks om, hvor jeg kan blive vaccineret, og hvordan jeg kan bestille tid.
Altså minimum to breve i e-boks. Det koster at indlægge breve i e-boks, noget man tilsyneladende ikke tænker på i det offentlige system, men det koster – måske ikke helt det samme som porto til et brev via postvæsenet, men alligevel.
Der er udviklet et it-system, der kan håndtere tidsbestilling mv. Jeg skal finde et vaccinationscenter, der ligger i nærheden af min bolig, et tidspunkt, der passer ind i min dagligdag, vaccinationen skal foretages af en, som ikke kender mig og mit sygdomsbillede, det skaber utryghed. Jeg skal nu både til læge for mit årlige tjek og efterfølgende finde et vaccinationscenter, der betaler husleje og er bemandet med sygeplejersker/læge/sundhedspersonale, der kunne gøre gavn andre steder i et presset sundhedsvæsen.
Det er et ikke-borgervenligt projekt, at jeg som borger skal aftale tid både hos læge og vaccinationscenter, og jeg skal besøge både læge og vaccinationscenter.
Men nej, hvorfor gøre det enkelt og billigt, når det kan gøres dyrt og besværligt for borgerne? Det er en ommer.