Det offentlige kan og vil selv! Men skulle vi ikke se at være ærlige?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som iværksætter vil jeg ud med flyers, så det offentlige kan få den støtte, det har brug for.

På min tur rundt på sundhedscentre støder jeg på samme velkomst: En privat omsorgsvirksomhed må vi ikke henvise til eller reklamere for. Nuvel. Vidste godt, det havde været sådan, men stadig? I 2023? Det kom bag på mig.

Jeg forstår, at man ikke kan sige ja til alverdens reklamer. Men når man står som ejer af en omsorgsvirksomhed, så burde svaret være et andet – eller skyder jeg helt forkert?

Alle, der har fulgt med de seneste +20 år, ved, at omsorgssektoren blive ringere og ringere. Hvordan besøg i private hjem skæres ind til benet. Daglige fortællinger om sosu’erne og sygeplejerskerne, der lige når ind i hjemmet for derefter at være på vej ud igen. Hvordan patienterne ikke føler sig friske og raske efter endt udskrivelse fra hospitalet, hvordan nybagte forældre kommer hjem med lille Blob få timer efter fødslen og er totalt overladt til sig selv.

At få mig i gang med opremsning af eksemplerne er som at trykke på en klokke, der bare ikke kan stoppe med at larme. Det handler ikke om mig og mit firma, om afvisningen for at lægge reklame til borgerne. Det handler om ærlighed, for hvornår vil vi høre det offentlige system og være ærlige om det? Stå ved virkeligheden? Sige det, som det er? Vi vil gerne – men vi kan ikke!

Jeg er sygeplejerske. Jeg tror på omsorg, på næstekærlighed, på rummelighed og ærlighed. Jeg har al min tid begået mig i omsorgssektoren, som ufaglært, som sosu, som sygeplejerske og som evighedspårørende.

Jeg har arbejdet for det kommunale, det offentlige og i det private. Jeg har set mere end de fleste inden for omsorgssektoren, taget mange kampe for borgerne, patienterne og mine nærmeste. Og nu er jeg mæt. Mæt af evige skåltaler og ord om diverse sundhedskommissioner, om sundhedspersonale, der blot må op i tid, om at borgerne og de pårørende bare må tage en ekstra tørn. For det offentlige kan sagtens. Når alle kan se på virkeligheden og konkludere, at det kun er blevet værre – og ikke bliver bedre. Mest af alt er jeg mæt af at se, at mine medmennesker ikke får den hjælp, støtte, pleje og omsorg, de fortjener. Så kom nu, var det ikke på tide at være ærlige?