Danskerne svigter veggiepostej og øko-kød
Forbrugernes appetit på plantebaserede og økologiske fødevarer daler.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gennem de mere end 130 år, Danish Crown har leveret fødevarer til de danske hjem, har danskernes tallerkener løbende ændret sig. Som fødevareproducent har vi et ansvar for at tilbyde forbrugerne innovative og tidssvarende produkter, men det er i sidste ende forbrugerne, der bestemmer tempoet.
Derfor er det også med bekymring, at vi kan se, at det i langt mindre grad er økologisk kød og plantebaserede fødevarer, som forbrugerne kaster ned i indkøbskurven.
I 2022 lancerede vi en 100 pct. plantebaseret produktlinje. For udviklingen af plantebaserede alternativer til kød er et marked, vi gerne vil være med til at udvikle – og som vi i dag sidder på omkring en femtedel af i Danmark. Vi havde et håb om, at de kunne komme til at fylde mellem 10 og 20 pct. af omsætningen inden for en periode på fire-fem år. Men allerede nu kan vi se, at vi ligger langt fra de vækstrater i markedet, vi så for to-tre år siden.
Tendensen ses også i det samlede salg af økologisk kød i Danmark i 2022, hvor tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologisk okse-, grise- og kyllingekød i kroner og øre faldt med henholdsvis 26, 27 og 20 pct. sammenlignet med året før. Vi kan i dén grad genkende udviklingen fra vores eget datterselskab inden for økologi, Friland. En nedgang i salget fik omsætningen til at falde i seneste regnskabsår 2022/2023 med hele 13 pct.
Vi vil gerne investere i at udvikle og sælge mere økologi og plantebaseret, men når det kommer til stykket, skal der to til tango. I sidste ende afhænger volumen og dermed tempoet mod en bæredygtig fremtid for fødevarer, om forbrugerne tager det til sig.
Derfor ser vi gerne, at forbrugernes tilslutning til både veggiepostej og økologiske koteletter stiger. Men det er samtidig en kendsgerning, at forbrugerne fortsat ser konventionelle animalske produkter som en integreret del af kosten. Derfor er en kødproduktion, der er mere bæredygtig end i dag, også en del af fremtidens fødevarer.
Klimaet vinder ikke ved, at kød importeres fra udlandet frem for at blive produceret af danske landmænd. I Danish Crown er vi allerede langt i den grønne omstilling, og vi fortsætter arbejdet for at reducere vores udledninger med 50 pct. i 2030 og producere klimaneutralt kød i 2050. Vi skal derfor prioritere at udvikle den danske fødevaresektor, så vi har de bedst tænkelige forudsætninger for at fortsætte arbejdet med at fremme bæredygtighed i den animalske produktion. Produktion af konventionelle, økologiske og plantebaserede produkter er ikke enten-eller, men både-og, og vi vil gerne give forbrugerne muligheden. Men i sidste ende er valget deres, hvad der ender i indkøbskurven.