De er danske i hjertet, men fremmede på papiret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Jeg blev stillet i en anden kø i lufthavnen end mine klassekammerater, da vi skulle på studietur i folkeskolen«. »Jeg kan ikke tage ud og opleve verden i mit sabbatår, fordi jeg ikke må være ude af landet i mere end fire uger«. »Jeg var nødt til at vente uden for, mens mine venner gik ind og stemte til folketingsvalget og deltog i demokratiet«. »Jeg er nødt til at forlænge min opholdstilladelse hvert andet år og leve med usikkerheden om at blive sendt ”tilbage” til Jordan«.

I dag – den 10. september – er der statsborgerskabsdag på Christiansborg. Her fejrer vi alle de borgere, der i årets løb har fået dansk statsborgerskab. Dagen er i udgangspunktet en festdag, og det er altid en stor fornøjelse at være med.

Alligevel er dagen fyldt med modsatrettede følelser hos os: På den ene side den umiddelbare begejstring for de mange nye statsborgere, der med smil, glædestårer og højt humør har fået pas og papir på Danmark.

På den anden side tanken om de mere end 10 pct. af befolkningen, som er uden dansk statsborgerskab, og for hvem det rødbedefarvede pas er langt ude i horisonten. Det er unge mennesker, der kan berette om de ovenstående historier som en del af deres hverdag.

Mange af dem har et gråt pas med overskriften ”Fremmedpas” og med den engelske undertitel ”Alien’s passport”, som fremgår med versaler. De unge mennesker må altså finde sig i, at deres eget land kalder dem ”fremmede” og ”aliens”, selvom de er født og opvokset her og har gjort alt rigtigt for at bidrage til samfundet.

Og selvom der er masser af nye statsborgere at lykønske på statsborgerskabsdagen, taler de konkrete eksempler sig desværre ind i en mere generel tendens: Fra 1980 til 2023 er andelen af indbyggere i Danmark uden dansk statsborgerskab steget fra 1,9 pct. til 10,5 pct. Det er mere end en halv million mennesker – og tallet er støt stigende. Det er ganske enkelt en meget farlig udvikling, at vi på den måde får et rettighedsmæssigt A- og B-hold. For mens det synes nemt at svinge med rettighedsfanen, når andre lande diskriminerer befolkningsgrupper – for eksempel ved apartheid i Sydafrika eller israelernes undertrykkelse af palæstinenserne – så er det straks sværere at gribe i egen barm og gøre noget ved de åbenlyse diskriminationsproblemer, der findes i vores eget samfund.

Derfor er statsborgerskabsdagen også en oplagt anledning til at kigge os selv i øjnene og spørge: Er det retfærdigt, at mennesker, der er født og opvokset i Danmark – og som altid har gjort deres pligt – ikke har ret til dansk statsborgerskab? Det mener vi ikke.

Derfor er det også radikal politik, at unge, som er født og vokset op i Danmark, som passer deres skole og ikke begår kriminalitet, fremover får et dansk pas, når de består folkeskolens afgangseksamen, eller når de fylder 18 år. Og det er radikal politik, at uddannelse skal tælle med på vejen mod permanent opholdstilladelse og statsborgerskab. For vi mener ganske enkelt ikke, at det er i orden, at vi gør unge mennesker – der bærer Danmark i hjertet – til fremmede på papiret. Og dét problem burde statsborgerskabsdagen være en oplagt anledning til at sætte fokus på.