Den skidtspand har de ikke fortjent
FOA-formand generaliserer groft over for au pair-værtsfamilier, hvor brodne kar slås i hartkorn med gode familier.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sektorformand fra FOA Pia Heidi Nielsen har i kronikken i JP 2/9 fat i den brede pensel og dyppet den i fordomme, hvorved hun overmaler en god ordning med så brede penselstrøg, at det virker fornærmende på de mange familie, som benytter ordningen efter bogstav.
Min datter og svigersøn har begge stillinger i sundhedssektoren med behov for at pendle dagligt. De har to børn på henholdsvis tre og fem år. Det har vist sig umuligt at få ansat en “husassistent” (eller ung pige, som det hed, dengang jeg var barn). De har haft nu tre tyske au pairer, som de har haft integreret i familien i den udstrækning, pigerne selv har ønsket det. F.eks. syntes én au pair, at det var hyggeligt at tage med familien til spisning hos morfar. Alle har de ønsket at frekventere sprogskolen med større eller mindre udbytte; men de har alle i løbet af ansættelsen været i stand til at kommunikere på et forståeligt dansk. Derfor føler jeg mig på familiens vegne stødt over Pia Heidi Nielsens: »Men selv når værtsfamilier overholder reglerne, sker en systematisk udnyttelse af au pairer.« Jeg er enig med hende i, at »det er åbenlyst, at tiden er løbet fra au pair-ordningen, og at den må ændres. Ikke afskaffes, men ændres markant.« Jeg er blot modstander af, at Pia Heidi Nielsen sværter værtsfamilier til, som bruger ordningen med at skaffe arbejdskraft til familierne og samfundet.