Det er tilladt at tænke, selv om man er veganer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hej, alle CO2-frelste vegetarer og veganere! Synes I virkelig, at tanken om en jord plastret til med uendelige, livløse, tavse, giftbesprøjtede monokulturer af hvede, majs, soja og ris er tiltrækkende? Hvor ikke en bi, ikke en guldsmed, ikke en fugl, ikke en lærke, ikke en svale, ikke en flue eller myg eller bille, hvor ingen blomster kan leve – ingen ”summen af sol over engen”– tavse, sterile marker, så langt øjet rækker, kun brudt af kæmpemæssige, osende, olieslugende maskiner, som leverer industriproducerede, falske ”kød-” og ”mælke”-produkter til jeres veganermåltider. Synes I virkelig, at det er en skøn fremtidsvision?
Nej, lad mig bede om grønne brakmarker fyldt med vilde blomster, sommerfugle, orkideer, mælkebøtter, valmuer, tusindfryd, brændenælder osv. med gumlende køer, duft af nylagte kokasser og hestepærer fyldt af insektliv og lyden af gulspurv, vipstjert og lærkesang over himlen. Koprutter med metan eller ej.
Vi bør alle spise mindre, fråse mindre, leve enklere – det er jeg helt enig i. Vi kan sagtens nøjes med at skifte garderobe hver andet eller tredje år! (Ikke kun hver tredje måned, som en frelst veganer udtalte i JP forleden). Og rejse mindre. Ej heller trænger vi til lange, varme brusebade hver dag eller at vaske vort tøj ved 90 grader efter blot en enkelt dags brug. Og vi behøver ikke spise kød hver dag.
Men derfra og til at dømme alle store produktionsdyr bort af frygt for deres ”prutter” tyder på en dyb uvidenhed om naturens, biologiens og menneskets basale behov.
Det er faktisk tilladt at tænke sig om, selvom man prøver at være frelst – også for veganere og vegetarer!