Her er fem nøgler til et liberalt-borgerligt Europa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Få uger inde i den nye politiske sæson hiver de fleste allerede efter vejret.

Kun to ting står fast: Danmark har en regering hen over midten, som vælgerne tilsyneladende stadig forholder sig noget afventende til. Og danskerne skal til valg, inden sæsonen er slut, nemlig Europa-parlamentsvalget den 9. juni 2024.

To centrale spørgsmål rejser sig: Hvad er den samlende fortælling? Og ikke mindst: Hvor kan man kende det blå – herunder hvad der er Venstres aftryk på Europa-politikken?

Da Socialdemokratiet sad alene med regeringsmagten, var det nemmere at skelne: Statsministeren var lettere skeptisk over for centrale dele af EU-politikken, og vi i Venstre kritiserede jævnligt Frederiksen for en pænt gennemskuelig populisme, som ellers har været forbeholdt det yderste højre det seneste årti.

Efter Ruslands overfald på Ukraine er der (heldigvis) sket et ryk, seneste manifesteret ved beslutningen om at levere 19 F-16-kampfly til Ukraine og den vellykkede kampagne forud for afstemningen om forsvarsforbeholdet. Og i dag synes forbrødringen i regeringen fuldkommen, hvilket ikke er så ringe endda på vej ind i forhandlinger om en ny Europa-politisk aftale her i efteråret.

Ikke desto mindre giver det god mening at minde alle, også partierne uden for regeringen, om, hvad et liberalt-borgerligt perspektiv på international politik i almindelighed og Europa-politik i særdeleshed bør være:

Liberal, fordi Venstres dna – og hele den vestlige verdens succesfulde samarbejdsmodel – bygger på fundamentale liberale principper.

Borgerlig, fordi liberalisme tager borgernes parti. Men også, korrekt fortolket, betoner den enkeltes ansvar. Også ansvaret for og fornuften ved de forpligtende fællesskaber, herunder EU.

Som altid er vi i EU ikke stærkere end det svageste led i kæden, og holdningen til EU er derfor helt afgørende – ja, definerende for ens politiske stamina. Vælgerne bør derfor vide klar besked: Hvad kan man som liberal og borger(lig) regne med?

Den liberale borgerlighed må i EU-samarbejdet styre efter fem nøglebegreber:

1. Åbenhed: Som liberalt-borgerlig er det én af de absolut vigtigste opgaver at kæmpe for og forsvare åbenhed i forhold til os selv og vort eget samfund, men også åbenheden i forhold til verden omkring os. Tidens trend er protektionisme.

Franskmændene taler meget om europæisk solidaritet, men vil alligevel have ”fransk først”. Tyskerne giver eget erhvervsliv en enorm hjælpepakke, før man tænker i fælleseuropæiske løsninger.

Globalt har kinesernes aggressive udnyttelse af Vestens blåøjethed ført til bastante krav om at trækkes os ud. Trumps – men også Bidens – US First-retorik og økonomiske saltvandsindsprøjtninger til hjemmefronten presser EU.

Fristende og til en vis grad realpolitisk nødvendigt er alt dette selvfølgelig. Men også farligt.

Forudsætningen for fred og velstand er nemlig modet til at være åben. Og for et lille land som Danmark er det endda livsnødvendigt. Vi har kun sikkerhed, fordi vi er åbne over for fællesskaberne: Nato og EU. Halvdelen af alt, hvad vi tjener i Danmark, kommer fra eksporten. Åbenheden og samarbejdet i EU’s indre marked står for 10 pct. af dansk bnp. En halv million arbejdspladser er på spil. Vi er dybt afhængige af verden.

2. Frihed og borgerlig ret: Fundamentet for de vestlige samfund og deres enorme succes er fokus på individet, borgeren, og de rettigheder, der følger af at være et frit og ansvarligt menneske i et åbent samfund.

Liberal-borgerlig Europa-politik hviler naturligt på de borgerlige frihedsrettigheder. Det lyder måske indlysende, men desværre er vore mest basale friheds- og borgerrettigheder under pres. Helt indlysende med det autoritære Ruslands overgreb på Ukraine. Men også internt i EU-klubben, hvor Polen og Ungarn alt for længe har kunnet slippe afsted med bl.a. at udhule retssystemet med politisk udvalgte dommere eller undertrykke minoriteter som LGBT+-miljøet.

Det er liberal-borgerlig politik at turde sige stop, tale de autoritære magthavere imod samt forsvare individets fundamentale rettigheder. Og realpolitisk at finde instrumenter, der kan skabe handling, i stedet for ord, der er nemme at løbe fra.

Netop dét er retsstatsmekanismen et eksempel på. Mekanismen gør det muligt at tilbageholde penge fra EU-lande, der ikke lever op til fælles regler for antikorruption og et frit retsvæsen.

3. Noget for noget: Trods EU’s succes med at skabe fri konkurrence og undgå monopoler og karteller lider det indre marked stadig under, at især syd- og østeuropæiske regeringer sløser og bevidst undlader at implementere love. Resultat: Danske virksomheders konkurrenceevne formindskes – og borgernes opbakning svinder Også i Danmark. Liberal-borgerlig markedspolitik må derfor insistere på at skabe lige konkurrencevilkår.

Venstre foreslår et noget for noget-princip. En ny markedsmekanisme, der lukker EU-kassen for lande, som undlader at indføre fælles regler: uden implementering – ingen penge. Og til ansøgerlande: intet medlemskab.

Dette efterår indledes den ekstremt følsomme diskussion om udvidelse af EU, hvor syv-otte lande står i kø til klubben. Nu er det ikke længere et spørgsmål om medlemskab – kun hvornår og ikke mindst hvordan. Derfor skal vi sikre fællesskabets fremtid ved at sørge for, at penge fra fælleskassen kun følger, når man lever op til klubreglerne.

4. Forpligtende fællesskaber: I fem årtier efter Anden Verdenskrig lykkedes det under amerikansk ledelse at genopbygge Europa fra ruinerne og bygge en verdensorden baseret på borgerlige frihedsrettigheder og fælles spilleregler i forpligtende fællesskaber som FN, Nato, WTO, OECD, IMF, Verdensbanken og EU. Med Murens fald blev denne orden fejret som den endelige sejrherre.

30 år senere er denne orden ved at smuldre. Det er i denne farlige kontekst lykkedes populisterne i Europa at lancere en fortælling om det liberale som roden til alt ondt. I en europæisk sammenhæng bliver EU i denne fortælling til summen af al nationalt forræderi samt moralsk og politisk fordærv.

Populisternes vrangbillede af virkeligheden kræver en solid liberalt-borgerlig modfortælling: Liberalt-borgerlige arbejder for det regelbaserede sammenhold, hvor alle forpligter sig og lever op til vores aftaler på ansvarlig vis, selve kernen i tænkningen og kernen til overlevelse.

Vi har herhjemme som et lille land været uhyre dygtige til at gøre os gældende i internationale fællesskaber og gennem vores åbenhed udbrede vores værdier til resten af verden. Det er vores ansvar som liberalt-borgerlige at fastholde denne vej for Danmark og for verden i det lange perspektiv.

5. Pragmatisme: Sidst, men ikke mindst er det vigtigt at betone, at en liberal-borgerlig tilgang til verden også er pragmatisk.

Udenrigsministeren har heldigvis i sin egen udgave af en ny udenrigspolitik strategi døbt sin tilgang »pragmatisk idealisme«. Bag den modsætningsfyldte titel ligger det gode liberalt-borgerlige standpunkt, at et lille land som Danmark selvfølgelig bør gå forrest og lede med det gode eksempel, men at man også kan komme så langt foran, at der slet ikke er nogen at lede.

En pragmatisk tilgang er bl.a. afgørende for at indgå fremtidige handelsaftaler med voksende demokratier som Indien, hvilket desuden er afgørende for, at vi kan styrke den globale klimakamp ved at eksportere dansk og europæisk grøn teknologi til handelspartnere.

Når danskerne næste sommer går til Europa-parlamentsvalg, er det vigtigt, at vi alle gør os klart, hvad det er for et Danmark i Europa (og verden), vi ønsker os. I Venstre er vi klar: Vi skal have mere Danmark i Europa, mere Europa i verden. Og så skal vi have en solid liberal-borgerlig bagage med, som kan dæmme op for vulgariteten, de populistiske, forsimplede svar og protektionistiske sværmerier.