Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nå, nu vil I gerne se politiet

Preben Bang HenriksenMF, retsordfører (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er åbenbart samfundets skyld, at Christiania har udviklet sig til et lovløst område. I hvert fald hvis man skal tro christianitterne. Derfor må samfundet nu også gøre noget. Det sidste er jeg helt enig i. Det er i bund og grund et spørgsmål om en kraftig øget politiindsats, for der skal ikke være en lovløs plet i Danmark, hverken for rockere eller for christianitter. Men man skal måske erindre, at politiet har forsøgt sig i mange år på Christiania. Da de oprindelige indbyggere stjal området, blev det straks centrum for hash og hashhandel. Det var hverken Hells Angels eller andre, der stod bag den udvikling. Det var christianitterne, der i øvrigt mødte politibetjentene med brosten, når politiet ville standse den indbringende virksomhed.

Nu er politiet øjensynlig velkommen. Og selvfølgelig skal ulovlighederne standses. Men vigtigt er det, at oprydningen ikke sker med henblik på, at lokale så kan gå i gang med den illegale hashhandel. Det indtryk kunne man desværre godt få, når man hører, hvor vigtigt det er for christianitterne – i debatten om at få rockerne ud – så samtidig at få legaliseret hash.