Stop misbruget af ytringsfriheden
Det var en dumhed at afskaffe blasfemiparagraffen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad os få stoppet det naive og skadelige misbrug af ytringsfriheden, når den bruges til at afbrænde hellige bøger. Jeg har ikke noget tilovers for rabiate og tyranniske muslimske personer og lande, som forfølger og dræber folk, som tror og tænker anderledes. De skal ikke bestemme over os og vores værdier. Men at krænke og såre almindelige og moderate muslimer skaber kun had og smider kun benzin på bålet.
Problemet her i Danmark er, at mange ikke forstår og respekterer den betydning, tro og hellige bøger har for folk – eller er ligeglade med at trampe på folks følelser, men til hvad nytte?
Jeg kan ikke se det anderledes, end at Paludans eneste formål er at krænke, såre og lave ballade. Han får i hvert fald ikke nogen til at rejse ud af Danmark eller til at integrere sig. Tværtimod krænker han moderate muslimer med risiko for radikalisering. Han skader vores sikkerhedspolitik, når han brænder koraner af under Sveriges optagelsesforhandlinger til Nato.
Jeg er alvorlig bange for, at der i fremtiden vil komme flere Paludaner, som skaber splid og had. Vi skal nødig til at have amerikanske tilstande i Danmark. Så længe vi holder fast på vores værdier om demokrati og menneskerettigheder og nægter at bøje os for krav om at lave om på vores samfund, vil det ikke blive en glidebane. Men hvis vi accepterer koranafbrændinger, kan det blive en glidebane. 50 pct. af danskerne ønsker et stop for afbrændingerne. Det var en dumhed at afskaffe blasfemiparagraffen.