Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Levebrødspolitikerne er naive

Hvis vi nogensinde skal få en bedre verden, kan vi ikke give efter for onde magter, men må tage kampen op.

Henrik SchultzePensioneret læge, Svendborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At brænde koraner er en forsimplet og primitiv argumentationsform imod alle de overtrædelser af menneskerettigheder, der forårsages af tekster i Koranen. Derfor vil jeg foreslå, at man forbyder at brænde koraner af alene af sikkerhedsmæssige årsager.

Til gengæld forpligter staten sig til aktivt at bekæmpe tilskyndelser, der findes i Koranen, til overtrædelser af menneskerettigheder – uanset at muslimer tror, at det er Guds ord. F.eks. skal Irans ambassadør i Danmark kaldes ind til fordømmelse, hver gang en homoseksuel bliver hængt i Iran. Gentager det sig, skal diplomat- og handelsforbindelser lukkes.

Det samme skal gøres over for alle andre lande, der overtræder menneskerettighederne, med samme argumentation. Der skal arbejdes for, at alle demokratiske lande følger samme koncept.

Hvis vi nogensinde skal få en bedre verden, kan vi ikke give efter for onde magter, men må tage kampen op. Hvis vi ikke gør det, vil religiøse menneskerettighedsskadelige dogmer aldrig blive fjernet, men derimod sprede sig til vores fri verden.

At følge dårlige levebrødspolitikere som Lars Løkke og Mogens Lykketofts naive ønsker er som at tisse i bukserne og vil bare være et skridt ned ad trappen til en dårligere verden.