Robottvang i ældreplejen undergraver borgernes tillid til de teknologier, der skal redde velfærden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Køb en robotstøvsuger, hvis du fortsat vil have hjælp til rengøring.

Sådan lyder budskabet i stadig flere kommuner til borgere, der modtager hjemmehjælp. Senest har blandt andet Aarhus, Brønderslev og Hjørring Kommuner vedtaget, at hvis de ældre har brug for hjælp til støvsugning, skal de købe en robotstøvsuger.

Baggrunden er, at kommunerne er økonomisk pressede og mangler medarbejdere. Og her virker robotstøvsugeren tillokkende. For hvis den kan klare noget af arbejdet, kan medarbejderne jo bruge deres tid på andre opgaver.

Problemet er bare, at mange hjemmehjælpsmodtagere ikke synes, at det er en god idé. Og det kan de have gode grunde til.

En robotstøvsugere kræver stadig vedligeholdelse. De skal tømmes for støv og snavs, børster og filtre skal rengøres eller udskiftes regelmæssigt, og sensorer skal holdes rene for at opretholde optimal ydeevne. Mange robotstøvsugere styres også af en app, der skal installeres på en smartphone. Alt sammen noget, der for kognitivt svækkede ældre kan være svært at klare.

Hertil kommer, at blandt andet tæpper og gulve med sprækker kan være en udfordring for en robotstøvsugere, ligesom en robotstøvsuger af en nogenlunde kvalitet koster i omegnen af 3.000 kr. En ekstraudgift, mange ældre ikke har råd til.

En robotstøvsuger er derfor ikke for alle. For nogle ældre vil en robotstøvsugere være en god løsning, for andre ikke.

Derfor handler diskussionen om robotstøvsugere i ældreplejen ikke om at være for eller imod et stykke teknologi. Den handler om, hvilken grundlæggende tilgang kommunerne skal have, når de vil have borgerne til at anvende arbejdskraftbesparende teknologier. Skal borgerne have mulighed for at sige nej tak, eller skal de tvinges?

Hidtil har kommunerne haft den yderst fornuftige tilgang, at det skal være frivilligt for borgerne, og at borgerne kan få hjælp og støtte fra medarbejderne. Det er en tilgang, som gør borgerne trygge og er stærkt medvirkende til, at ældre borgere generelt tager godt imod velfærdsteknologi.

Når det gælder robotstøvsugere, kan kommunerne imidlertid vælge en helt anden tilgang. Ankestyrelsen har nemlig i en principafgørelse vurderet, at robotstøvsugere er almindeligt forbrugsgode. Det betyder, at kommunerne gerne må pålægge hjemmehjælpsmodtagere at købe en robotstøvsuger og som udgangspunkt lade det være op til borgeren at lære at anvende teknologien og vedligeholde den.

Det er en tilgang, der skaber utryghed hos mange – og meget vel kan føre til generel teknologisk modstand. Ligesom den kan føre til, at borgere må lede efter andre løsninger eller ikke få gjort tilstrækkeligt rent.

Derfor er det også en tilgang, som Danske Ældreråd mener, der er grund til at advare imod. Ikke kun for den enkelte ældres skyld. Men også fordi kommunerne er dybt afhængige af, at borgerne generelt bakker op om den velfærdsteknologi, der er en central del af løsningen på de store udfordringer, vi som velfærdssamfund står med.

For potentialet for velfærdsteknologi er stort, viser undersøgelser. Blandt andet har IT-Branchen i en analyse fundet frem til, at man kan frigive tid, der svarer til 2.000 medarbejdere i hjemmeplejen blot ved at optimere skærmbesøg, genoptræning via app og intelligent medicinhåndtering.

Mon ikke der er større perspektiver i at få disse og lignende teknologier udbredt i storskala i stedet for at tvinge hjemmehjælpsmodtagere til at betale flere tusinde kroner for et stykke teknologi, som mange er utrygge ved og oplever som en klar serviceforringelse? Hvis vi skal gribe de teknologiske muligheder, er det afgørende, at det bliver med afsæt i borgernes ønsker og behov.